En kommune kan miste retten til at kræve lovliggørelse af et byggearbejde, som strider mod plangrundlaget. Det gælder, hvis kommunen reagerer for sent på sin viden om et ulovligt forhold. Det kan også gælde, hvis der er tale om indrettelseshensyn – hvis grundejeren har handlet i god tro.

Carporten får lov til at blive

Gladsaxe Kommune siger nej til at give en lovliggørende dispensation: Carporten i Kongens Lyngby er opført i strid med byplanvedtægten. Den skal rives ned, skriver kommunen i et påbud til grundejeren.

Grundejeren klager til Planklagenævnet, og nævnet giver ham medhold: Carporten er placeret inden for vejbyggelinjen, medgiver nævnet. Men den blev bygget for mindst 22 år siden. Indrettelseshensyn ophæver muligheden for at kræve lovliggørelse.

Vent ikke for længe

Hvis en kommune bliver opmærksom på et ulovligt forhold, skal kommunen sørge for at tingene bringes i orden. Går der for lang tid, er der tale om myndighedspassivitet. Og så kan kommunen miste retten til at kræve forholdet lovliggjort.

Det er jo først muligt at skride ind, når kommunen kender til et ulovligt forhold, vil du måske indvende. Det er muligt. Men er byggearbejdet udført for meget lang tid siden, så kan der være tale om indrettelseshensyn.

Jamen, jeg vidste ikke…

Indrettelseshensyn vil sige, at grundejeren er i god tro. Han har ikke haft grund til at tro, at et byggearbejde vil blive krævet fjernet. Han har ikke vidst, at byggearbejdet var ulovligt. I dén situation kan kommunen også være afskåret fra at kræve lovliggørelse.

Om indrettelseshensyn hindrer muligheden for at kræve lovliggørelse – dét afhænger af retshåndhævelsesinteresserne: Hvilken karakter har det ulovlige forhold? Har naboerne klaget? Hvor længe har det ulovlige forhold eksisteret?

Ikke grund nok til lovliggørelse

Kommunen påpeger, at den tidliger ejer – som opførte carporten – kendte til byplanvedtægten. Men “at en ejer er bekendt med plangrundlaget for sin ejendom (medfører) i sig selv (ikke ), at ejeren er i ond tro om, at et konkret forhold er opført i strid med plangrundlaget”, fastslår Planklagenævnet.

Ingen har klaget over carporten. Carporten har stået der i mindst 22 år. Planklagenævnet afgør, at der ikke “foreligger tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve byplanvedtægtens bestemmelse om vejbyggelinje”. 

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om carporten i Kongens Lyngby.

Gladsaxe Kommunes byplanvedtægt 16.

I en tilsvarende sag sender Planklagenævnet et påbud tilbage til fornyet sagsbehandling i kommunen. Ejeren har fået et påbud: Anvendelsen af en tidligere feriekoloni skal overholde bestemmelserne i en privatretlig servitut. Men kommunen mangler at forholde sig til, om der er tale om indrettelseshensyn. Dén afgørelse kan du læse nærmere om i artiklen “Servitutter må håndhæves. Bare der ikke går for lang tid….“

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.