Planklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes tilladelse til nedrivning af en bygning den 31. marts. Det er interessant, fordi afgørelsen drejer som om lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2 – herunder betydningen af bevaringsværdi. Og fordi nævnet fastslår, hvornår der træffes en afgørelse i henhold til kommuneplanen, som man kan klage over.

Tilladelse til nedrivning af bygning

Aalborg Kommune giver tilladelse til nedrivning af en to-etagers bygning med 3 boliger inden for kommuneplanens rammeområde 1.3.D5. Bygningen er på 210 m2 etageareal, og den har middel bevaringsværdi. Planklagenævnet konstaterer, at kommunen – ved at give tilladelsen – har vurderet, at nedrivningen ikke kræver lokalplan.

En forening klager over kommunens tilladelse. Foreningen mener, at nedrivningen af bygningen er i strid med kommuneplanen. Planklagenævnet afviser klagen og stadfæster kommunens tilladelse: Nedrivningen er ikke lokalplanpligtig. Kommunens tilladelse er ikke i strid med kommuneplanen.

Ingen væsentlige ændringer i det bestående miljø

I henhold til planlovens § 13, stk. 2, er byrådet forpligtet til at udarbejde en lokalplan før større bygge- og anlægsarbejder. “Det afgørende kriterium ifølge lovbestemmelsens motiver og praksis (er), om projeket vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø”, skriver Planklagenævnet.

Det mener Planklagenævnet ikke, at der er tale om i dette konkrete tilfælde. Derfor er der ikke lokalplanpligt. Der er tale om “en mindre bygning – både absolut og relativt set”, og bygningen fremstår ikke markant i området.

Bevaringsværdi ikke i sig selv afgørende for lokalplanpligt

Det er værd at bemærke, at bygningens bevaringsværdi i sig selv ikke er afgørende, når det kommer til lokalplanpligt: “I forbindelse med nedrivning af bevaringsværdig bebyggelse er det – på samme måde som ved nedrivning af anden bebyggelse – afgørende, om der er tale om et større nedrivningsarbejde, som vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø”, skriver Planklagenævnet.

Planklagenævnet fortsætter: “Det kan indgå i vurderingen, om den bevaringsværdige bebyggelse er markant i området, og om der er knyttet særlige kulturhistoriske interesser til bebyggelsen”. Nævnet betragter ikke bygningen i Aalborg som markant og åbenbart heller ikke som kulturhistorisk interessant. Den indgår ikke i et sårbart miljø men et “relativt almindeligt…bymiljø med boligetageejendomme”, vurderer nævnet.

Ingen afgørelse i henhold til kommuneplanen

Nedrivningen af den bevaringsværdige bygning kræver altså ikke lokalplan. Men er den så i strid med kommuneplanen, som klageren mener? Det er kun afgørelser, man kan klage over til Planklagenævnet i henhold til planlovens § 58.

Så spørgsmålet er, om der er truffet en afgørelse i henhold til kommuneplanen. Det mener nævnet ikke. Derfor kan nævnet ikke behandle denne del af klagen. Begrundelsen er knudret. Den kredser om planlovens § 12, stk. 1 – “virke for-princippet” – som fastsætter, at byrådet er forpligtet til at arbejde for virkeliggørelsen af kommuneplanen.

“Virke for-princippet” medfører ikke afgørelser

Kommuneplanen forpligter byrådet, mens bestemmelserne “ikke umiddelbart (er) bindende over for borgere/bygherrer”. “Som udgangspunkt (skal de) alene danne grundlag for lokalplanlægningen”, som Planklagenævnet skriver.

Planklagenævnet fortsætter: “En vurdering af om et forhold er i strid med eller i overensstemmelse med kommuneplanen, jf. planlovens § 12, stk. 1, har…ikke i sig selv retsvirkning for borgerne, og nævnet anser på den baggrund ikke en sådan vurdering som en afgørelse”. Derfor mener nævnet ikke, at der er truffet en afgørelse i sagen i Aalborg i henhold til kommuneplanen.

Forbud mod bebyggelse er en afgørelse

Er der så ingen afgørelser i henhold til kommuneplanen, som man kan klage over? Jo, skriver nævnet. Det ville have været en afgørelse, hvis byrådet havde nedlagt et forbud i henhold til planlovens § 12, stk. 3. Det er efter nævnets vurdering bare ikke tilfældet i den aktuelle sag.

I henhold til § 12, stk. 3, kan byrådet “modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel”. Om byrådet – med henvisning til denne paragraf – kan nedlægge forbud mod nedrivning, skriver Planklagenævnet ikke noget om.

Hvad skal Aalborg Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Aalborg Kommune får altså medhold af Planklagenævnet og kan koncentrere sig om andre planopgaver i kommunen. Nævnets afgørelse hjælper os med at indkredse, hvornår der er lokalplanpligt i henhold til planlovens § 13, stk. 2.

Til gengæld er det ikke helt enkelt at udlede noget generelt, for så vidt angår muligheder for at klage over kommunale afgørelser i henhold til kommuneplanen, synes jeg. Jeg lægger ikke hovedet på blokken, hvis en planchef spørger mig i en tilsvarende sag. Ikke uden at få en jurist med på vognen. Men jeg tolker umiddelbart Planklagenævnets afgørelse sådan her:

• § 12, stk. 1: Om byrådet virker for sin kommuneplan er ikke en afgørelse, man kan klage over til Planklagenævnet. Sådan må man forstå nævnets afgørelse. Det betyder vel i praksis, at byrådspolitikerne holdes ansvarlige, når der er kommunalvalg?*
• Afgørelser: Det er en kommunal afgørelse, man kan klage over, hvis byrådet nedlægger forbud mod f.eks. bebyggelse med henvisning til planlovens § 12, stk. 3. Det samme må gælde med henvisning til planlovens § 12, stk. 2 (forbud mod f.eks. bebyggelse med henvisning til kommuneplanens rækkefølgebestemmelser), § 13 (ret og pligt til at udarbejde lokalplaner m.m.) og § 14 (forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan).

*I bestemmelserne til rammeområde 1.3.D5 fremgår det, at “målet er…at sikre bygningsmæssige…og kulturhistoriske værdier i området”. Betyder “virke for-princippet”, at byrådet burde hindre nedrivning af en bevaringsværdig bygning inden for rammeområdet i stedet for at tillade nedrivning? Det mener klageren sandsynligvis. Men det giver ikke adgang til at klage til Planklagenævnet.

Relevante links

Planklagenævnets stadfæstelse af Aalborg Kommunes afgørelse.

Aalborg Kommuneplans rammeområde 1.3.D5.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.