Husk at fastsætte, at det skal være helårsboliger!

Det udelukker ikke ferieboliger i sig selv, at lokalplanen udlægger områdets ejendomme til boliger. Hvis kommunen vil udelukke ferieboliger, så skal lokalplanen fastsætte, at der skal være tale om helårsboliger.

Nej til hoteldrift

Ejeren af en dyreklinik vil omdanne klinikken til ferieboliger. Der skal indrettes 5 værelser, som deler toilet, bad, køkken, spiserum og parkeringspladser. Ejeren vil ikke selv bo i værelserne. De skal lejes ud på dags- , uge- eller månedsbasis.

Projektet strider mod lokalplanen anvendelsesbestemmelse, mener Esbjerg Kommune. Her fremgår det, at området må bruges til åben/lav-boliger og tæt/lav-boliger. Ejerens projekt går ud på at drive hotel, når han ikke selv skal på sin ejendom. Kommunen giver ham et afslag.

Udlejningsboliger ikke hotel

Grundejeren klager over kommunens afgørelse, og Planklagenævnet giver ham medhold. Projektet er i overensstemmelse med anvendelsesbestemmelsen, vurderer nævnet.

Lokalplanen fastsætter ikke, at boliger i området kun må bruges til helårsboliger. At ejendommen skal bruges til udlejning, gør ikke projektet til hoteldrift. Planloven giver ikke hjemmel til at fastsætte noget om ejerforhold. Planklagenævnet ophæver kommunens afslag.

Hvad skal Esbjerg Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Vil Esbjerg og andre kommuner vil undgå ferieboliger i et boligområde, så er der mulighed for at begrænse anvendelsen til helårsbeboelse. Det fremgår i lokalplanvejledningen fra 2009.

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om ferieboligerne i Esbjerg.

Esbjerg Kommunes lokalplan 432.

Planklagenævnet traf en identisk afgørelse i en sag om ferieboliger i Aarhus Kommune. Dén afgørelse kan du læse mere om i artiklen “Udlægger lokalplanen området til boliger, så udelukker det ikke ferieboliger med udlejning“.

Lokalplanvejledningen fra 2009 (se afsnit 2.3.2.1).

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts