Så er den her igen: Diskussionen om arkitektonisk kvalitet, og hvordan vi sikrer den. Og den er stadig interessant, fordi det tilsyneladende er så svært. Denne gang har Cabinn på Kalvebod Brygge efterladt Dorte Mandrup på perronen og fået et monster, du ikke kunne have forudset, ud af hendes projekt (Politiken Byrum 22. april). Det er gået så galt, at arkitekten fraskriver sig ethvert ansvar.

I denne som i tilsvarende sager diskuterer politikere og stadsarkitekt, hvem eller hvad der skal have skyld for fadæserne. Og igen er det lokalplanen, der står for skud: Visualiseringerne er misvisende. Bestemmelserne for løse. Det føles som dejavu. Det var den samme omgang, da diskussionen handlede om Dødsstjernens HR-kontor.

Det kunne se ud som om, lokalplanerne er passé, når det kommer til at sikre arkitektonisk kvalitet. Nu er det arkitekturpolitikker, der er vejen frem. Det passer meget godt med tidens trend, hvor kommunerne skal være proaktive og i dialog. Men de gode, gammeldaws lokalplaner kan stadig noget, som arkitekturpolitik ikke kan. Hvis vi bruger dem rigtigt.

Arkitektekturpolitik frem for lokalplan?

Er tiden rendt fra lokalplanerne, når det handler om at sikre arkitektonisk kvalitet? Det mener stadsarkitekten i Aalborg: “Vi har svært ved at lave god arkitektur gennem lokalplaner, hvilket man har ment i 40 år, men tiden er en anden”. Hvis vi vil sikre arkitektonisk kvalitet, skal vi bruge arkitekturpolitik i dialogen med bygherrerne.

For få år siden var arkitekturpolitik noget, der samlede støv på hylderne. Nu får den en renæssance som redskab. Ikke som et hårdt styringsværktøj eller en facitliste men som guidelines, som oplæg til dialog. Og her kan den uden tvivl noget. Især, hvis den som i Vejle, er politisk rygstød til at mene og ville noget med arkitekturen i kommunen.

Men Københavns Kommune har både arkitekturpolitik og stadsarkitekt. Hvis arkitekturpolitikken er redskabet til at sikre arkitektonisk kvalitet, og stadsarkitekten er den, som skal kæmpe kampen, hvorfor er Cabinn på Kalvebod Brygge så blevet en dårlig historie? Dialog må der også have været i København, men det har ikke reddet projektet. Er arkitekturpolitikken så garant for god arkitektur?

Vi skal kunne stille krav om (en bestemt) arkitekt

Misèren på Kalvebod Brygge handler blandt andet om, at Dorte Mandrup er blevet koblet af projektet. Konkret bliver der peget på, at U-glasplader er blevet erstattet med gule teglsten. Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Dorte Mandrups touch ville man kunne se i alt fra proportioner til detaljer og materialevalg, hvis hun var blevet på projeket. Det ville næppe have reddet Cabinn, at tegl var forblevet glas.

“Det er klart, at når man som politiker ser på nogle visualiseringer, og der står en arkitekts navn nedenunder, går jeg da ud fra, at det også er den arkitekt, der har været med hele vejen. Og hvis det ikke er tilfældet, skal vi måske ind og stille det som krav”, siger Mette Annelie Rasmussen, som er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.

Det kan man bare ikke stille krav om i en lokalplan eller en arkitekturpolitik. Ligesom vi ikke kan stille krav om valg af bestemte materialeprodukter i lokalplanbestemmelserne. Og det er bestemt en udfordring. Vi diskuterer, om det er lokalplanerne eller arkitekturpolitikkerne, der skal gives os god arkitektur. Men i sidste ende handler det i høj grad om noget helt andet: Den gode arkitekt og penge nok.

Skal vi have lov til at stille krav om, at arkitekten følger byggeriet fra start til slut? Skal vi have lov til at stille krav om, at der skal bruges f.eks. Petersen Tegl, fordi vi ved, at det er byggematerialer med kvalitet? Lad os diskutere det. Når der ikke er hjemmel til at stille krav om det i dag, så skyldes det nok, det ville presse byggeomkostningerne i vejret. Men det kan lokalplanbestemmelser jo i forvejen medføre.

Misvisende visualiseringer

To ting bliver lokalplanen for Cabinn på Kalvebod Brygge kritiseret for: Visualiseringerne og de løse bestemmelser. Kritikken af en lokalplans visualiseringer går igen i sag efter sag. Det var det samme, der var galt med lokalplanen for Dødsstjernens HR-kontor ved Østerport. Det var det samme, der var galt med lokalplanen for Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens.

“Visualiseringer har ingen retsvirkning, så hvis de føler sig taget ved næsen, er det, fordi de ikke er nok inde i tingene. Det er kun skriftafsnittene, der er retningsgivende, så hvis man vil bestemme materialevalget, må man skrive det eksplicit”, fastslår Jakob Næsager, konservativt medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.

Som planlæggere kan vi nok blive bedre til at præcisere, at visualiseringer er eksempler på, hvad der kan blive bygget – ikke facit. Men jeg er enig med Jakob. Når man arbejder professionelt med lokalplaner, skal man vide, at visualiseringer ikke er bindende – det gælder også byrådspolitikere i et teknisk fagudvalg. Vil du vide, hvad der gælder 100 %, så skal du læse lokalplanbestemmelserne.

Løse lokalplanbestemmelser

“Jeg synes, at vi skal være mere præcise”, siger Camilla van Deurs, stadsarkitekten i København, med henvisning til både Cabinn på Kalvebod Brygge og Dødsstjernens HR-kontor ved Østerport. Bestemmelserne i de to lokalplaner er for løse, mener hun.

Jeg er ikke enig i, at bestemmelserne er for løse fra ende til anden. Tager man f.eks. lokalplanen for byggeriet ved Østerport, så stiller den krav om skråtstillede brystninger, der udgør lange, vandrette bånd, og det er der kommet. Det er ikke de candyfloss-farvede glasplader, som er skyld i, at bygningen ligner en færge. Måske var det ikke det, politikerne ville have. Men de har fået, hvad de blev lovet.

Hvad med den her bestemmelse fra lokalplanen for Cabinn: “Hvor facaden i hele højden er i ikke transparent materiale – bortset fra den blå facade og facaden med den digitale skærm – skal ca. 25 % af facadestrækningerne mod hver af de to veje begrønnes ved hængende haver og/eller ved planter, der har plantebede i de i § 7, stk. 6 fastlagte kantzoner og vokser op af facaden herfra”.

To fulde sider og 14 paragrafstykker i lokalplanen handler ikke om andet end bebyggelsens ydre fremtræden. 300 ord alene drejer sig om facaderne mod Kalvebod Brygge og Carsten Niebuhrs Gade. Nogle af bestemmelserne er løse men bestemt ikke alle.

Vi kan kun sikre arkitektonisk kvalitet, hvis vi ved, hvad det er

Hvis hverken detaljerede bestemmelser eller løse kan sikre den arkitektoniske kvalitet, så har Aalborgs stadsarkitekt måske ret i, at lokalplanerne ikke er det rigtige værktøj længere? Men den københavnske arkitekturpolitik og stadsarkitekten har heller ikke reddet Dorte Mandrups projekt på Kalvebod Brygge. Så kan vi måske konstatere, at hverken arkitekturpolitik eller lokalplan kan sikre arkitektonisk kvalitet?

Det mener jeg (selvfølgelig) ikke. Arkitekturpolitikken virker som et fint værktøj til dialog og politisk konsensus. Det er vejen til at beslutte, hvad arkitektonisk kvalitet præcist er i den konkrete sag. Lokalplanbestemmelser kan sikre, at den gode arkitektur bliver fastholdt, hvis vi tør være præcise og holde fast.

Det lyder måske banalt og indlysende, men tag f.eks. den her bestemmelse fra lokalplanen for Cabinn: “Facadernes materialer kan være tegl, glas, metal, beton med en bearbejdet overflade eller komposit”. Den er næsten så løs, som en lokalplanbestemmelse kan blive. Og den er ikke udtryk for noget valg om, hvad arkitektonisk kvalitet er på Kalvebod Brygge.

Inspiration fra de bevarende lokalplaner

Problemet er ikke lokalplanværktøjet i min optik, for lokalplankataloget hjemler ganske detaljerede bestemmelser for byggeriets omfang, placering og udformning, så længe du kan begrunde dine lokalplankrav. Jeg vil vove den påstand, at vi kan finde en bevarende lokalplan i de fleste kommuner, der ganske præcist kan fastslå de arkitektoniske kvaliteter og fastholde dem med stramme bestemmelser, hvor der er behov for det (og vilje til det).

Det er jo en helt anden snak, vil du nok indvende: Det er en smal(lere) sag at udpege de arkitektoniske kvaliteter, når man står over for et eksisterende byggeri. Og du har fuldkommen ret. Jeg siger bare, at hjemlen er der. Og at vi godt kan omsætte kvalitet til kvantitative krav, når vi står over for en eksisterende bygning.

Er det virkelig umuligt at fastslå de grundlæggende, arkitektoniske kvaliteter, når du står med tegningerne til en ny bebyggelse? Hvis ikke vi kan det, hvorfor så lave arkitekturpolitikker og slås med bygherrerne om den? Handler det bl.a. om en trend i tiden, hvor vi ikke tør lægge os fast på noget, der for alvor binder? Hvor alle muligheder skal stå åbne af hensyn til bygherre og arkitektens kreativitet?

Det er ikke til at vide for den udefrakommende, om Cabinn-projektet har medført en masse dispensationer. Men hvis U-glasplader virkelig var én af de afgørende kvaliteter i Dorte Mandrups projekt, hvorfor har man så tilladt gul tegl? Hvorfor er glaspladerne ikke blevet sikret med lokalplanen? Hvorfor har man eventuelt givet dispensation?

Lad os bruge kommuneplantillæg og rammelokalplaner

Som Dorte Mandrup fastslår, så kan man ikke opføre en bygning på grundlag af visualiseringerne i en lokalplan. De er ikke et design, og det kræver mere arbejde at beslutte sig for f.eks. materialevalg og detaljer. Det er dyrt at projektudvikle, og der er selvfølgelig en grænse for, hvor meget man kan kræve af en udvikler, før han får grønt lys til sit projekt.

Men omvendt har en udvikler ikke krav på at realisere et projekt, når det ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen. Er der behov for at kommuneplantillæg – som der var i forbindelse med lokalplanen for Cabinn – så kan byrådet holde fast i sin kommuneplan, indtil udvikleren kan overbevise politikerne om noget andet. Hvis politikerne ønsker sig arkitektonisk kvalitet, så må de kræve oplysninger nok til at kunne sikre den.

Rammelokalplaner er et andet oplagt værktøj, når man arbejder med store, komplekse byudviklingsområder. Det er umuligt for udenforstående at vide, hvorfor der er lavet en byggeretsgivende lokalplan for hele arealet ved Kalvebod Brygge. Men det er måske en overvejelse værd, om det i dette tilfælde ville have været bedre med en rammelokalplan, indtil man vidste mere om Cabinn-projektet?

Lokalplanens grundlæggende fordele

Arkitekturpolitik og stadsarkitekter har masser af potentiale. Men der er nogle grundlæggende fordele ved en god, gammeldaws lokalplan, som ikke er til at komme udenom: Bindende bestemmelser, offentlig dialog og det lange sigte.

Stadsarkitekten kan bruge arkitekturpolitikken i dialogen med bygherre. Det er vejen til at omsætte nogle generelle målsætninger i kommunen til et konkret projekt. Men stadsarkitekten har ingen værktøjer til at holde en bygherre fast på aftalerne, og arkitekturpolitikken er ikke bindende. Det er lokalplanens bestemmelser.

Lokalplanforslag skal offentliggøres, og borgerne skal have mulighed for at sige deres mening. Vi kan diskutere, om planlovens krav om dialog skal justeres – f.eks. er det oplagt at se på, om det skal være en pligt at forhåndsinddrage, før lokalplanlægningen overhovedet går i gang. Men lokalplanlægning er som udgangpunkt demokratisk. Det er stadsarkitektens dialog med bygherre bag lukkede døre ikke.

En ny bygning skal forhåbentlig stå i 50 år eller mere, før man overhovedet overvejer at rive den ned. I den periode skal bygningen vedligeholdes og måske bygges om, så den kan bruges til nye formål. Lokalplanbestemmelserne er skabt til det lange sigte. Til at holde fast i nogle hovedprincipper for bl.a. byggeriets omfang, placering og udformning – ikke bare ved byggeriets opførelse men i årene derefter.