Hvordan lokalplanlægger man for folks vildeste villa-drømme? Og hvordan kan lokalplanen sikre, at villavejen giver plads til fællesskab? Det var spørgsmålene, da der skulle udarbejdes en lokalplan for et parcelhusområde i den nordøstlige del af Trekroner, et byudviklingsområde uden for Roskilde.
Hvis man havde forestillet sig, at der ville komme noget Christiania-agtigt ud af det, så går man forgæves. Umiddelbart ligner Jernaldergårdens parcelhuse deres fætre og kusiner i mange andre parcelhusområder i de danske forstæder.
Men en direkte klon af Christiania var aldrig målet med lokalplanen. Christiania får man ikke ud af markedspriser på byggegrunde. Til gengæld ses det ved nærmere eftersyn, at der er fokuseret skarpt på de realistiske muligheder for at twiste et traditionelt parcelhusområde, der ligger i lokalplanlægning og kommunalt grundsalg.
Pippi er ikke flyttet ind i Jernaldergården
I 2008, da lokalplanen for Jernaldergården skulle udarbejdes, var der et politisk ønske om at lade folk få de parcelhuse, de drømte om. Det kommende parcelhusområde, Jernaldergården, fik kælenavnet “Amok-området”, for her skulle man virkelig have lov til at slå sig løs.
Den politik efterkommer lokalplan 528: Bebyggelsesprocenten er fastsat til højst 25. Maksimalt 2 etager, højst 8 meter over terræn. Mulighed for at bygge sammen i skel. Ingen tagflader med reflekterende tagmaterialer. Derudover ingen bestemmelser for bebyggelsens placering og udformning.
Variation er der kommet: Der er facader i gul tegl, puds og hvid maling, sortmalet træ, mørke cementfiberplader. Der er flade tage, tage med ensidig hældning, saddeltage, valmede tage. Det er parcelhustyper, som man vil kunne se mange andre steder. Men folks vildeste villa-drømme er ikke Villa Villakullaer. Lokalplanen har gjort det, den skulle.
Plads til hr. og fru Danmark og alle de andre
Hvad man ikke umiddelbart ser i Jernaldergården, er udstykningsplanens skæve grunde og de varierede grundstørrelser. Men her ligger et lokalplangreb – realiseret i den kommunale udstykning af området – der skaber grundlaget for et anderledes parcelhusområde.
De mindste grunde i Jernaldermarken er omkring 500 m2 store. Den største knapt 1.500. Med en bebyggelsesprocent på alle grunde på 25, åbner det mulighed for et spænd i byggeret på omkring 125 til 375 m2 per grund. Lokalplanen tillader både en- og flerfamilieboliger. Sammen med varierende byggeret åbner det op for mange forskellige samlivsformer og ikke bare den traditionelle kernefamilie.
På et luftfotografi ses det tydeligt, at Jernaldergårdens skæve parcelhusgrunde har sat deres aftryk på husene. Nogle af dem er drevet op i 1½ og 2 etager, andre knækker og drejer sig på grunden. Selvom mange af husene formentlig er opført af typehusfirmaer, så har udstykningsplanen skabt anderledes byggeri, når man sammenligner med parcelhusene i områderne omkring Jernaldergården.
Brede, utraditionelle villaveje
Snorlige villaveje med snusfornuftig plads til kørebaner og fortove er erstattet af brede, irregulære vejrum i Jernaldergården, der er udlagt som lege- og opholdsarealer. Vejrummenes form er fastlagt i lokalplanen og fastholdt i den efterfølgende kommunale udstykning. De brede vejrum er suppleret med lokalplanforbud mod hegning af forhaverne.
Vejudlæg og forbud mod hegning er smarte træk, der skaber grundlag for fællesskab i Jernaldergården. Vejrummene er rummelige nok til, at der er plads til regnvandsafledning på terræn og de parkeringspladser, der er behov for, uden at biler og vand fylder alt. Deres knækkede former lægger op til at bruge pladsen til leg og vejfester og ikke bare kørsel, hvis beboerne vil. De åbne forhaver sikrer, at naboerne kan se hinanden i stedet for at forskanse sig bag høje hække.
Ofte bliver forbud mod hegning omgået. Det sker ret selvfølgeligt, hvis andre mennesker kommer for tæt på. Hvis det offentlige rum bliver for anmasende. Men det sker ikke i Jernaldergården. Her er forhaverne åbne. Det kunne skyldes, at vejrummene er så brede, at andre mennesker ikke kommer så tæt på, at det føles generende?
Hvis vi nu gerne ville have haft nogle skæve selvbyggerhuse?
Kunne lokalplanen have sikret Christiania-agtigt udtryk med 25 forskellige, fabulerende selvbyggerhuse? Det tror jeg af tre grunde ikke. For det første ville det have betydet stramme lokalbestemmelser for hver enkelt grund. For det andet og tredje hænger arkitekturen sammen med udbudsbetingelser og byggesagsbehandling.
Lokalplan 528´s bebyggelsesregulerende bestemmelser er meget åbne. Skulle lokalplanen have sikret et varieret selvbyggerudtryk i Jernaldergården, ville det være nødvendigt at styre udformningen af bebyggelsen meget detaljeret og samtidig fastsætte, at byggeriet på den enkelte grund ikke må ligne noget andet i lokalplanområdet. Det ville ikke være frihed til vilde, individuelle villa-drømme men det modsatte.
Jernaldergårdens parcelshusgrunde er solgt til mindstepriser på omkring 1 million eller mere per styk, og det tiltrækker man næppe Christianias gør-det-selv-byggere med. Åbne lokalplanbestemmelser er nødvendige for at give plads til kreativitet, men Christianiahuse kræver formentlig også langt lavere grundpriser. En kommune kan vælge at udbyde på andre betingelser end pris – f.eks. arkitektur – i overensstemmelse med udbudsbekendtgørelsen.
Et udbud, hvor arkitekturen spillede en lige så stor eller større rolle end prisen, ville kræve et omfattende projektmateriale fra potentielle købere. Og et lige så omfattende materiale, når en køber skulle have sit projekt byggesagsbehandlet. Spørgsmålet er, hvilke kreative gør-det-selv-byggere, der arbejder på den måde?
Luftfotografi af Jernaldergården i toppen af artiklen er hentet fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings kort.
Fotografiet her er taget i starten af marts, før corona lagde Danmark ned. Gråvejr fremhæver sjældent et område, og billedet yder ikke rigtigt Jernaldergården retfærdighed. Men man kan se vejrummets bredde og glidende overgang til de private grunde. Når vejret bliver bedre, og corona tillader det, virker det sandsynlig, et vejrummet bliver brugt af legende børn.