Det er min erfaring som byplanlægger, at det kan være svært at overbevise lokalpolitikere og borgere om, at det giver mening at sikre bevaring af den byggede kulturarv med en lokalplan. Monumenterne selvfølgelig: Domkirken, den gamle kongsgård. Men boliger fra 50´erne med middel bevaringsværdi? Hvorfor snærende, dyre lokalplanbestemmelser for borgernes helt almindelige huse? Det er der mindst 3 gode grunde til: Identitet, kroner i kassen og CO2-besparelser.

Ja til monumenterne, men de almindelige boliger?

I september 2005 udgav Kulturarvsstyrelsen og Realdania “Kulturarv – en værdifuld ressource i kommunernes planlægning”. På det tidspunkt var jeg byplanlægger i en kommune og arbejdede blandt andet med udpegning af nye kulturmiljøer. Publikationen blev min tro følgesvend, når jeg syntes, at det blev for svært at overbevise andre om kulturarvens betydning. Når jeg mødte den holdning, at bevarende planlægning i bedste fald er halvt ligegyldig og i værste tilfælde et snærende og dyrt indgreb i den enkelte borgers råderet over egen bolig.

For det handler ofte om bevaring af boliger i de danske kommuner. Bygninger med middel bevaringsværdi, der tilsammen danner et særligt og tidstypisk miljø som f.eks. en parcelhusudstykning fra 1950´erne. Bevaring af monumenter som byens domkirken eller den gamle kongsgård behøver vi ikke at diskutere. Dels fordi de oftest er fredede. Dels fordi det virker indlysende for alle. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om de bygninger har betydning for byens profil og identitet.

2 gode grunde: Identitet og kroner i kassen

“Kulturarv – en værdifuld ressource i kommunernes planlægning” bygger på en undersøgelse af borgernes og virksomhedernes holdninger til kulturarv. Det er en lille sag på 22 sider med kortfattede, klare pointer, som kan samles under ét samlet budskab: Kulturarven er ikke kun noget, der har en lidt upræcis værdi for os danskere. Den skaber identitet, og så giver den kroner i kassen. Selvom publikationen har 15 år på bagen, så er der stadig en række vigtige budskaber, som stadig holder:

• 89 % af borgerne mener, at kulturarven er en vigtig historiefortæller.
• 82 % af borgerne ønsker en bolig med kulturarvsværdier, og de vil betale for det.
• 83 % af virksomhederne mener, at kulturarven tiltrækker turister.

Materialernes andel af byggeriets CO2-udledning er stigende

Byggeriet står for knapt 40 % af den årlige CO2-udledning på globalt plan. Det kan diskuteres, hvor stor en andel, der kommer fra byggematerialerne, og hvor meget der skyldes driften. Det anslås, at 28 % kommer fra fra driften i dag, mens resten er bundet i byggematerialerne. Det fremgår i videnskab.dk´s artikel “Byggeindustrien er en gigantisk byrde for klimaet: Hvordan gør vi den grønnere?” fra oktober 2019.

Hvis hovedparten af CO2-udledningen kommer fra driften af bygningerne, så giver det vel ingen særlig mening at bevare en bygning? Så kunne vi lige så godt rive det gamle ned og bygge nyt, der passer bedre til de aktuelle behov og arkitektoniske modestrømninger. Så enkelt er det bare ikke i virkeligheden.

For byggeriets udledning forbundet med drift er faldet drastisk siden starten af 60´erne på grund af ambitiøse bygningsreglementers krav. I 1961 var udledningen per m2 byggeri på 350 kWh årligt. I dag er den på 20 kWh per år – en reduktion på 94 %. Og samtidig bliver vores energi stadig mere grøn. F.eks. stiger produktionen af vindmølleenergi, som det fremgår i Dansk Energis “Danmark sætter ny rekord i vind” fra januar 2018. I 2005 kom under 20 % af strømmen fra vindmøller. I 2017 var det knapt 50 %, og andelen stiger stadig.

Det må betyde, at bygningsdriftens andel af byggeriets CO2-udledning bliver forsvindende lille i fremtiden. Dels fordi bygningerne bliver mere energieffektive, dels fordi energien bliver grønnere og grønnere. Den danske afdeling af Green Building Council vurderer, at materialeforbruget i nybyggeri står for godt 80 % af CO2-udledningen i bygningens levetid i dag (se Dansk Byggeris artikel “Byggematerialer står for 11 procent af verdens CO2-udledning” fra september 2019).

En meget god grund mere: Bevaring kan spare CO2

Det bekræfter “Klimapåvirkning fra 60 bygninger” fra marts 2020, hvor SBI undersøger 60 bygningers CO2-aftryk. Som det fremgår i rapportens figur 17 på side 49, så er der ikke den store forskel på, om vi ser på boliger eller erhverv: Over et 50-årigt perspektiv er det bygningsmaterialerne, der har et stort cO2-aftryk – ikke driften.

Men hvad har det med kulturarv at gøre, spørger du måske dig selv. Og svaret er, at det ikke handler om kulturarv for sig. Det handler om bevaring af bygninger generelt. For hvis vi ved, at det er materialerne, der skaber klimaproblemer, så bliver det mere og mere interessant at se på, om vi kan bevare bygninger i stedet for at rive ned og bygge nyt. Indlejret CO2 i eksisterende bygninger er CO2, som allerede er brugt. Kan vi bevare og genbruge dem, så sparer vi den CO2, som vi skal bruge på nedrivning og nye byggematerialer.

Så klimavenlighed er endnu en grund til at bevare bevaringsværdige bygninger i min optik. Eller: Det kan det være. For selvfølgelig skal overvejelserne være nuancerede i det konkrete tilfælde: Kan bygningen ombygges, så den bliver brugbar til nutidens behov? Er det meget dyrere end at rive ned og bygge nyt? Vil en ombygning forringe kulturarvsværdierne betydeligt? Kan nedrevne byggematerialer genbruges i ny bebyggelse, så CO2-belastningen begrænses?

3 gode grunde – hvad mere skal der til?

Den faste kulturarv giver identitet, kroner i kassen og som tommelfingerregel også CO2-besparelser i forhold til nybyggeri. Så det giver masser af mening at passe på vore bevaringsværdige bygninger, og der er kun én måde at sikre dem på: Ved at udarbejde bevarende lokalplaner. Først med vedtagelsen af en bevarende lokalplan er krav om bevaring bindende for den enkelte borger, virksomhed og bygningsejer.

Men en ting er rationelle begrundelser for at bevare kulturarven. En anden er at overbevise politikerne om at lave en bevarende lokalplan, som vil begrænse bygningsejernes mulighed for at bygge om. Det er et indgreb i deres frihed, som både kan være arbejdskrævende og dyrere end istandsættelse uden bindinger.

Måske handler det om at starte dialogen et andet sted, som er sværere at indkredse end penge og CO2. Måske skal vi begynde med den fortælling, der ligger i de gamle bygninger og de bymiljøer. Hvad betyder kulturarvens fortælling for den enkelte og for det fællesskab, vi er en del af, der hvor vi bor?