Hvor meget skal man regulere i en lokalplan? Det er det evige spørgsmål, du sidder med som byplanlægger. Mange bestemmelser eller få? Stor frihed eller detailstyring? Det kommer helt an på situationen, vil du sikkert sige, og jeg er enig. Men er der ikke en tendens til, at lokalplanerne bliver længere og længere? I 70´erne fyldte en byplanvedtægt 7-8 sider i A5-format.

I dag fylder en lokalplan rask væk 40-50 A4-sider, og min egen udokumenterede fornemmelse er, at de bliver længere, som årene går. Nu vil du nok indvende, at der er langt flere krav til en lokalplans indhold end en byplanvedtægt. Og igen er jeg enig. Men en eller anden gang kunne jeg nu godt tænke mig at sammenligne byplanvedtægter og lokalplaner for parcelhusområder: Hvor forskelligt er omfanget af bestemmelser? Og har omfanget betydning for resultatet?

Nu aner du nok, hvor det her bærer hen: Jeg tænker over, om vi kan skære ned på antallet af bestemmelser i fremtidens lokalplaner. Om vi kan blive mere præcise. Og et af de områder, jeg har kig på er kravene til kantzoner. Skal vi ikke bare sikre plads og så lade folk indrette dem selv? Det virker jo i f.eks. Kartoffelrækkerne, tænkte jeg. Men jeg blev klogere på lige præcis dén reference.

Administrationsgrundlag for kantzoner i København

I 2018 udarbejdede Københavns Kommune et administrationsgrundlag for kantzoner. Primært til brug for egne medarbejdere, når de laver lokalplaner og stiller krav. Men også “vigtig inspiration” til bygherrer og udviklere, der skal samarbejde med kommunen, som der står i publikationens introduktion.

Er det nødvendigt, tænkte jeg, med et administrationsgrundlag på 40 sider om kantzoner? Og jeg var ikke ene om at være i tvivl: I et debatindlæg i Politiken Byrum den 17. september 2018 skriver landskabsarkitekt Louise Irminger Axholm, at det ikke skaber bedre byrum at sætte det på formel, hvordan arkitekter og borgere skal opføre sig i rabatten mellem byens bygninger og gaderne.

Hun bliver træt af myndighedernes velmenende foldere med skabeloner for den gode by. Hun peger på mislykkede kantzoner i nye byområder og vellykkede ditto i f.eks. Gammeltoftgade, hvor krydderurter, sommerblomster, stedsegrønne og roser breder sig langs facaderne. Her har ingen manual styret, hvad der skulle ske. Her er det overladt til beboernes fantasi og foretagsomhed.

Kartoffelrækkernes kantzoner en solrig eftermiddag i maj

En lun maj-eftermiddag midt i corona-krisen går jeg en tur gennem Kartoffelrækkerne for at kigge på kantzoner. Jeg vælger er gå ned ad Voldmestergade til Søerne og tilbage til Øster Farimagsgade ad Eckersbergsgade. Bilerne fylder i billedet, men dem prøver jeg at se bort fra. Hvordan ser kantzonerne ud?

Det slår mig, hvor frodige de er. Vedbend kravler op ad et hegn. I en have står et lille træ. I Eckersbergsgade er en syrenbusk på nippet til at springe ud. Hegnene er meget forskellige. Træ, metal, hæk. Hvide, sorte, røde, grønne. Men de står i en præcis linje ud til gaderummet. Og de fleste er så lave, at man kan kigge hen over dem og smile til damer, der slikker sol i forhaven. Som så mange gange før bliver jeg lidt misundelig på de lykkelige få, der har råd til at sidde i egen forhave på en hvid bænk ved en lun mur i midten af København.

Lokalplan. Men også vedledning, servitutter og voldgiftsmænd

Kartoffelrækkerne er omfattet af lokalplan 115, og den er kortfattet, når det kommer til kantzonerne. Forhaverne skal bevares og bruges af de bagvedliggende ejendomme. De skal hegnes “passende”, og træer skal bevares i “videst muligt omfang”. Så enkelt kan det gøres, tænker jeg. Få bestemmelser, utvungne rammer for beboerne og voilà: Frodige, viltre kantzoner i Kartoffelrækkerne. Vi behøver ikke at regulere så meget med lokalplanen.

Men så enkelt er det overhovedet ikke, viser det sig, da jeg besøger husejerforeningens hjemmeside, Kartoffelraekkerne.dk. Ud over lokalplanen findes der nemlig både vejledning, servitutter og en voldgiftsmand udpeget i henhold til vedtægterne, som skal træffe afgørelse i stridsspørgsmål mellem medlemmerne. Lokalplanbestemmelserne er langt fra nok.

Omfattende, præcise krav til hegn i vejledningen

“Forhaverne skal hegnes særskilt med et for kvarteret passende hegn efter magistratens nærmere godkendelse”, står der i lokalplanens § 4. Kortfattet og samtidig en kompetencenorm så klar som kildevand: Ingen aner, hvad det betyder i virkeligheden. Derfor har det været nødvendigt med en vejledning, der fastlægger den kommunale praksis for godkendelse af hegn. Og vejledningen er langt fra så loose om hegn mod gaden som lokalplanbestemmelsen:

• Hegn skal udføres som stakit i træ eller metal eller som levende hegn.
• Stakitter skal have en lodret opdelling med en åbningsgrad på mindst 25 %, og de skal være malet med heldækkende maling i enten hvid, sort, grå, grøn eller anden afdæmpet farve.
• Hegn må ikke være højere end 1,4 meter – dog må levende hegn være 1,7 meter. Hegn mod naboer bør højst være 1,8 meter.

Levende hegn må suppleres med trådhegn. Hegn mod Øster Farimagsgade og Øster Søgade skal være trukket tilbage, så hjørneafskæringen respekteres. Vejledningens bestemmelser er præcise forholdsnormer – nu ved man, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Men det er bestemmelser, der lige så godt kunne stå i lokalplanen. Og så nærmer vi et omfang af lokalplanregler, der minder om det normale i dag.

….og stadig masser af bøvl med hegnene

Vejledningen hindrer ikke alle uoverensstemmelser. I en nyhed på husejerforeningens hjemmeside fra 1. april 2020 fremgår det, at der er 12 verserende hegnssager i kommunen. Der er 6 varslinger om hegn, der ikke lever op til lokalplanen. Og så er der 27 naboanmeldelser om ulovlige hegn, som kommunen endnu ikke har haft tid til at se på.

Man kunne tro, at det var aprilsnar, men det er det næppe. Trods vejledningens detaljerede, præcise forholdsnormer, er der stadig udfordringer med hegn i Kartoffelrækkerne. Måske skyldes det, at vi er blevet mindre autoritetstro siden 70´erne? Dengang rettede man sig efter de kortfattede krav i byplanvedtægten. I dag stiller vi spørgsmål til alt i en lokalplan og dens vejledning.

Bevaring af træerne: Glade bier, sure naboer

Nemmere bliver det ikke med træerne. Du husker nok, at lokalplanen stiller krav om, at træer skal bevares. Problemet er bare, at en ældre servitut fastsætter, at træer skal “fjernes, så snart det forlanges”. Husejerforeningen vil gerne beholde træerne af hensyn til byen og biodiversiteten, men man er også opmærksom på, at de “desværre ofte (er) kilde til uenighed mellem naboer”. Det anbefales, at man vælger at plante små træer.

At diskussionen om træer til tider bliver ophedet, må man gå ud fra: Husejerforeningen peger på to muligheder for at løse uoverensstemmelser om træer. Man kan gå til foreningens voldgiftsmand og rette sig efter hans kompromisforslag. Eller man kan indlede et civilt søgsmål. Husejerforeningen beder mindeligt om, at man er “særdeles opmærksom” på, om træer generer naboen. “I det gode naboskabs navn” bør man være imødekommende over for ønsker om beskæring eller fældning.

Få, løse lokalplanbestemmelser skaber problemer

På overfladen ser det så dejligt ud: Frodige, varierede forhaver i Kartoffelrækkerne er et eksempel på en velfungerende kantzone, hvor beboerne selv får lov til at bestemme og sætte deres personlige præg. Lokalplanen sætter få grænser for kreativiteten, så længe forhaverne hegnes “passende”, og træer bevares. Det er bare at slå sig løs!

Men det dur måske i virkeligheden ikke i så tæt en bebyggelse som Kartoffelrækkerne, hvor der er 16 meter mellem boligstokkene, og den enkelte forhave er mindre end 30 m2. Et forkert placeret træ hos naboen, og alle drømme om eftermiddagssol er forgæves. Få, løse lokalplanbestemmelser er fulgt op med detaljerede retningslinjer i bebyggelsens lokalplanvejledning, og alligevel er der tvister om hegn og træer.

Voldgiftsmænd virker som en god måde at mægle på

Kartoffelrækkernes vedtægter fastsætter, at der skal vælges to voldgiftsmænd på generalforsamlingen. Medlemmerne har pligt til at lade stridsspørgsmål inden for foreningens område afgøre af voldgiftsmændene, men deres afgørelser kan indbringes for domstolene.

Det fremgår af husejerforeningens nyhedsbrev fra 1. april, at bestyrelsen ikke har modtaget henvendelser om hegn fra beboerne, selvom der er 12 verserende sager i Københavns Kommune og 27 anmeldelser om ulovlige hegn, som kommunen endnu ikke har haft tid til at kigge nærmere på. Det antyder, at systemet med voldgiftsmænd måske ikke fungerer optimalt; beboerne går direkte til kommunen. Men idéen er god, synes jeg, og værd at bruge andre steder.

Det vil være optimalt, hvis uoverensstemmelser mellem naboerne om hegn og træer kunne løses lokalt af en voldgiftsmand med bemyndigelse til at træffe afgørelser. Dels fordi der er bedre mulighed for at mægle, før konflikten bryder ud i lys lue. Dels fordi det formentlig sparer tid for naboerne, som får en hurtigere afgørelse, og for kommunen, som slipper for at tage stillingen til knapt 40 klagesager.