I november sidste år – før coronaen brød ud i Wuhan og spredte sig til resten af verden – var Per og jeg i Shanghai. Det er en by i hastig udvikling, men der findes stadig små lommer at tæt og lavt byggeri med masser af liv i gaden. Livet skyldes uden tvivl de mange ældre mennesker, som er hjemme og ude at nyde solen, den dag vi går rundt i et af byens ældre kvarterer.

Men det skyldes også en fantastisk sammenhæng mellem bolig og gade, hvor livet indenfor breder sig ud i gaden og på fortovet. For os i Danmark er kantzoner en lineær, glidende overgang mellem det private og det offentlige. Det ser beboerne tilsyneladende mere afslappet på i Shanghai. Her er det private helt ude i gaden, og det skaber en varm og hjemlig atmosfære.

Er det ok, vi er på besøg?

Der er kvarterer i danske og vestlige byer, som føles som allemandseje. Bymidten har ingen specielt ejerskab til. Og så er der områder, hvor man klart føler, at man er på besøg. Det kunne være et villakvarter. Tag fotografier på Strøget, og ingen løfter et øjenbryn. Gør det samme i et finsk villakvarter, og du kan blive spurgt, hvad du foretager dig. Det ved jeg af erfaring.

Vi har fundet det lille boligkvarter i Shanghai ved et tilfælde, og jeg vil næppe kunne finde det igen, hvis jeg rejste tilbage. Det føles meget hjemligt og intimt, og jeg har den der fornemmelse, som jeg får i et dansk villakvarter: Jeg er på besøg, og det er per definition suspekt at rende rundt og kigge og tage billeder. Her er fornemmelsen bare meget stærkere, fordi gaderne virker så private.

Er det ok, at vi er her? Jeg forstår ikke et ord Hu, som et det sprog, de taler i Shanghai. Beboerne taler ikke engelsk. Men de smiler eller ignorerer os, mens vi går rundt i deres kvarter. Det virker ok. I Danmark forskanser vi os bag høje ligusterhække. Her er de måske vant til, at det private ikke er noget, der skal gemmes væk. Noget, andre ikke må se. Gad vide om ordet “indbliksgener” findes på Hu?

Der er ikke nogen, der virker generet af, at vi går rundt og kigger og fotograferer. Men gaderummene opleves fuldkommen private med vasketøj, udslagsvaske, stole og potteplanter, som næsten fylder rummet ud melleme husene. Det føles som at gå rundt i folks hjem, og jeg holder mig fra de smalleste gyder.

Varmere klima og ydmyge boliger

Og hvad med ordet “skyggegener”? Selvom jeg kun oplever overfladen af den kinesiske storby, er det tydeligt, at det her langt fra er Kartoffelrække-idyl. Gaderne er smalle, og der må være mørkt i boligerne, når solen ikke skinner som i dag. Nogle af beboerne deler toilet i gaden. Det er ikke lys, luftig luksus, men snævre, skyggefulde gaderum afholder ikke beboerne fra at bruge dem som en udvidelse af boligen.

Det kan have noget med klimaet at gøre. Shanghai ligger på samme breddegrad som det nordlige Marokko, så vejret er ofte mere gæstfrit end hos os. Men temperaturen kan stadig nærme sig frysepunktet i vinterhalvåret, og det er koldt denne november-dag, hvor Per og jeg er i Shanghai. Det får ikke folk til at blive inde, som fotografierne viser. De tager bare ekstra tøj på.

Ingen glidende overgange mellem privat og offentligt

I Danmark er vi optaget af den glidende overgang mellem det private og det offentlige. Vi taler om halvprivate og semioffentlige zoner. Dem er der ikke rigtigt nogen af i dette boligkvarter i Shanghai, fornemmer jeg, men der er selvfølgelig en vis fare for, at jeg ikke forstår de kulturelle koder. Måske overser og overskrider jeg alle grænser….

Under alle omstændigheder så er der ikke en lineær overgang mellem privat og offentligt som hos os. I udkanten af kvarteret ligger en forholdsvist bred vej langs floden med fortove på begge sider. På den ene side af vejen kanter boligbygningerne op til fortovet, og her er det indtaget af blomster og stole. På den anden side er der et værn til floden. Her hænger undertøj og lagner til tørre. Det helt private blander sig med det fuldkommen offentlige.

Fortovene på begge sidder af vejen langs floden bliver brugt af beboerne. Der er ikke den lineære, glidende overgang mellem privat og offentligt, som vi tilstræber i Danmark.

Det private er offentligt

I Danmark hænger vi ikke vores beskidte vasketøj til skue. Det gør de heller ikke i Shanghai, men de deler også gerne det rene med andre. Her i kvarteret hænger det langs fortovet på en offentlig vej og på tværs af gaderne, så man dårligt kan undgå at gå ind i det. Vi tørrer også vasketøjet i baghaven og andelsboligforeningens kælder hos os. Men ville vi spænde tørresnore ud på tværs af Eckersbergsgade i Kartoffelrækkerne? Eller stille tørrestativet ud på villavejen?

I det hele taget virker beboerne i dette kvarter i Shanghai mere loose end vi danskere. Som om der ikke er så meget, der skal gemmes væk. Som om kantzonen er en del af hjemmet, der gerne må kunne ses. I Danmark ligger der et vist pres på villaejerne i forhold til forhaverne. De skal være ryddelige – særligt hvis man kan se dem. Der bliver sat bænke ved facaden og lanterner og potter med sommerblomster, så det ser tilpas pænt og hyggeligt ud.

Kan Shanghais kantzoner oversættes til dansk?

Havetrampoliner, weber-grill og almindeligt rod gemmer vi danskere i baghaven. Det gør de ikke i boligkvarteret i Shanghai. Her laver de ingen tableauer med hvidmalede bænke, som ingen sidder på. Kantzonen bruges til at parkere scooteren ved hoveddøren. Her er udslagsvasken til at ordne grøntsager i. Her er der stole, som man sidder på. Potteplanter og vasketøj. Her ser vi det levede, rodede liv.

Det er ikke, fordi jeg savner havetrampoliner i de danske kantzoner. Men jeg synes, det er inspirerende at se, at overgangen mellem privat og offentligt ikke behøver at være en glidende, formidlet overgang. Det kan også være et direkte møde mellem privatlivet og gaden, der giver en varm og hjemlig atmosfære. Kan det oversættes til danske byer?

Vil du læse mere om kinesiske storbyer? Så kan du f.eks. læse Niels Bjørns antologi “Livet i Kinas kæmpebyer“.

Mens vi danskere har en ryddelig forhave med hvidmalede bænke og lanterner, så bruger beboerne her kantzonen til det levede, rodede liv. Scootere, vasketøj, potteplanter, stole og udslagsvaske blandes sammen. Det er formentligt et ret fattigt boligområde, og beboerne har sikkert ingen baghave som de danske villaejere. Kantzonen er nok det eneste sted at sidde og tørre vasketøj. Uanset om beboerne bare bruger de muligheder, der nu er, så giver det kvarteret en varm og hjemlig atmosfære, at det private og det offentlige ikke skal adskilles af halvprivate og semioffentlige zoner.