Sikrer lokalplanen de vigtigste fællestræk i Kartoffelrækkerne?

Kartoffelrækkerne er en af de mest populære boligbebyggelser i København. Det skyldes blandt andet den unikke arkitektoniske identitet, som skiller bebyggelsen ud fra alle andre i Danmark. En række stærke fællestræk holder sammen på Kartoffelrækkerne trods de små variationer fra gade til gade og hus til hus.

130 år er der gået, siden bebyggelsen blev opført. De oprindelige arbejdere er skiftet ud med resursestærke akademikere, som har råd til at betale 100.000 kr. per m2 og bygge om, hvis boligen ikke passer til deres behov og ønsker. Derfor er det interessant at se på lokalplan 115 for Kartoffelrækkerne: Hvor god er lokalplanen til at sikre fællestrækkene?

Lidt rodet og for mange kompetencenormer

Københavns Kommunes lokalplan 115 blev vedtaget i 1988, og den er imponerende kort – nutidens digre lokalplaner taget i betragtning. Fem sider er det blevet til. Forside, oversigtskort og kortbilag. To sider tilbage til bestemmelser. Det minder forfriskende meget om 70´ernes kortfattede byplanvedtægter. Så langt så godt.

Lokalplanen er lidt rodet, synes jeg. Der er bebyggelsesregulerende bestemmelser i både § 4 og § 6. Og bestemmelser for ubebyggede arealer i både § 4 og § 7. Men det er ikke det store problem, når bestemmelser fylder to sider. Lokalplanens 12 kompetencenormer er til gengæld for mange i min bog. Man skal kunne aflæse af lokalplanen, hvad der er tilladt og ikke tilladt. De mange kompetencenormer gør det uklart. Kun én kompetencenorm er efter min mening helt på sin plads,

“De eksisterende byggeforeningshuse må ikke nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden magistratens godkendelse”. Det er lige efter bogen i planlovens § 15, stk. 2, nr. 17. Bevaring skal fastlægges som en kompetencenorm, hvor byrådet tager stilling fra sag til sag.

Bevarende lokalplan efter 100 år

Det fremgår af lokalplanens formålsparagraf, at lokalplanen skal “sikre bevaring af den eksisterende byggeforeningsbebyggelse, der rummer særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter”. Det er en bevarende lokalplan, som er udarbejdet omkring 100 år efter, at det sidste Kartoffelrækkehus blev bygget.

Lokalplan 115 skal ikke have skyld for det, der er sket de 100 år, før den blev vedtaget. Og da jeg ikke har kigget i Kartoffelrækkernes 480 byggesager, ved jeg ikke, hvor mange altankarnapper og altaner der er klistret på facaderne før 1988. Men jeg er også mere optaget af, hvor godt den beskytter bebyggelsens vigtigste fællestræk i dag.

I artiklen “Kartoffelrækkerne – når noget er ens, får bebyggelsen særpræg” skriver jeg om de arkitektoniske sammenhænge, som Kartoffelrækkerne er født med, og de variationer, som både arkitekten og de senere beboere har fundet på. Jeg mener grundlæggende, at det er de vandrette sammenhænge, der er vigtigst at fastholde. De formår at holde sammen på individuelle, lodrette variationer.

De vigtige vandrette sammenhænge

Hvor godt passer lokalplanen så på de vandrette sammenhænge fremadrettet? Her er de sammenhænge, som efter min mening er de vigtigste: Parallelle stokke med samme dybde og afstande. 2½ etage. Ens tage (både taghældning og tagmateriale). Facadebyggelinje. Gesimsbånd. Gul tegl og røde bånd. Oprindelige murhuller til vinduer og døre.

Når der findes en paragraf i lokalplanen, som udelukker nedrivning, ombygning og andre ændringer uden magistratens godkendelse, kan man så forvente, at de vandrette sammenhænge bliver bevaret? Ja og nej, tænker jeg. Ja, fordi man som udgangspunkt ikke må ændre noget. Og nej, fordi det afhænger af det siddende byråd, om man vil give tilladelse til en ombygning eller ej.

Kigger du f.eks. på Voldmestergade, så vil du se altankarnapper, som bryder facadebyggelinjen. Altaner, der skærer taggesimsen over. Pudsede og malede huse, der dækker gul tegl og røde bånd. Det kan være sket før 1988. Men det kan også være sket efter. Som lokalplanvejledningen fastslår: Der kan gives både afslag og tilladelse til en ombygning. Tilladelsen kræver (bare) en dispensation.

Præcise bestemmelser i § 6 (og § 4)

Vil det så sige, at forbuddet mod nedrivning, ombygning og andre ændringer er en gummiparagraf? At udfaldet afhænger af det siddende byråd? Til en vis grad. Nu er det en bevarende lokalplan, som det fremgår af den tidligere nævnte formålsparagraf, og formålsparagraffen kan man ikke dispensere fra. Spørgsmålet er bare, hvornår ansøgningen om f.eks. en altankarnap strider mod formålsparagraffens intention om at bevare bebyggelsens “særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter”.

Når lokalplanen ikke udpeger kvaliteteterne mere præcist, så ville jeg nok selv være i tvivl, hvis jeg skulle byggesagsbehandle ansøgningen. I hvert fald hvis jeg netop kun havde den ene paragraf. Men lokalplan 115 fastsætter i bevaringsparagraffen, at forbuddet mod nedrivning, ombygning m.m. ikke gælder, hvis man overholder § 6.

§ 6 er langt mere præcis. Nu forstår man, hvad de “arkitektoniske kvaliteter” konkret drejer sig om. Og det er tydeligt, hvad der er tilladt og ikke tilladt. Som det fremgår af illustrationen nedenfor beskytter § 6 (og § 4) de vigtigste vandrette sammenhænge – hvis der vel at mærke ikke gives dispensation.

Der er ingen alternativ tekst for dette billede

Konklusion: Fin, kort lokalplan, der fastholder det, den skal

Med § 6´s sikring af facadebyggelinjen bliver de parallelle stokke med ens dybder og afstande bevaret. Man burde også kunne undgå flere altankarnapper, som bryder med det præcise facadeforløb i byggelinjen. Når taggesimsen skal bevares, kan den ensartede facadehøjde sikres. Der burde ikke dukke flere altaner op, som bryder den skarpe streg mellem facade og tag.

Tagmaterialet bliver fastholdt. Ikke flere pudsede og malede huse, der skaber opbrud i facadeforløbets gule tegl og røde bånd. Når fagdelinger og muråbninger bevares, trækker de fortsat sammenhængende vandrette streger i hele gadeforløbet. Det eneste, jeg måske kunne savne, er, at taghældningen fastlåses, og omfanget af kviste og tagvinduer begrænses.

Fin, kort lokalplan. For mange kompetencenormer men de præcise, konkrete bestemmelser i § 6. Kartoffelrækkernes kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter bliver bevaret fremadrettet, og det er godt og rigtigt.

Bevarende lokalplan hurtigt eller senere?

Men hvornår skal vi egentlig sætte ind med en lokalplan? Var Kartoffelrækkernes lokalplan blevet vedtaget i 1888 og ikke 1988, så havde bebyggelsens arkitektur formentlig været mere original end nu. Men de små undtagelser er også en del af bebyggelsens charme, ikke? Den enkelte altankarnap. Et par altaner, der bryder taggesimsen hist og her. De variationer havde vi nok ikke fået med en tidligere lokalplan.

Når vi beslutter os for, hvilket udtryk vi ønsker at bevare, spiller ejerformen nok en lige så afgørende rolle for det arkitektoniske udtryk som lokalplanen. Humleby er en byggeforeningsbebyggelse som Kartoffelrækkerne. Her er det oprindelige arkitektektoniske udtryk langt mere velbevaret, og dog er den bevarende lokalplan 268 først vedtaget i 1997.

Arbejdernes Byggeforening lukkede i 1974, og bebyggelser som Kartoffelrækkerne og Humleby er formentlig blevet solgt på det tidspunkt. Mit gæt er, at Kartoffelrækkerne er solgt til private grundejere, som straks er gået igang med at bygge om og til, mens Humleby har tilhørt en anden fælles ejer i en længere periode. Dét har jeg ikke kunnet få hverken be- eller afkræftet. Hvis du ved noget om det, så sig til.

Foto fra Voldmestergade, maj 2020. Gør det noget, at der er kommet en altankarnap på facaden til venstre? Eller at en enkelt altan kryber hen over taggesimsen? At en blåmalet facade skyder sig ind mellem huse med blank mur? Det synes jeg ikke, men hvis nu der var altankarnapper og pudsede, malede facader på alle huse? Måske kom den bevarende lokalplan på netop det rette tidspunkt?

Der er ingen alternativ tekst for dette billede

Share Post :

More Posts