For ganske få år siden blev Stændertorvet i Roskilde lagt om. Det er byens centrale plads, og den var skæmmet af mange års lappeløsninger. Det var en asfaltflade, en parkeringsplads og ikke så meget mere. Når jeg siger, at omlægningen har pyntet på torvet, så er jeg sikker på, at de fleste er enige. Resultatet og processen fra asfalt til nyt torv er på mange måder vellykket.
Der blev holdt en åben idékonkurrence for at finde den bedste løsning. Borgerinddragelsen var eksemplarisk for sin tid, synes jeg. Vi eksperimenterede med dialogbokse, midlertidige byrumsmøbler og borgermøde i et telt på torvet midt i julemåneden. Og alligevel blev jeg overrumplet over kærligheden til Tingstedet og en lille undseelig græsplæne. Jeg blev ramt af byplanlæggerens blinde vinkel.
Hvorfor de her holdninger? Og hvorfor nu?
Vi var ret langt i processen, da hun kom med underskriftindsamlingen. Én borger havde egenhændigt fået tusindvis af mennesker til at skrive under: Den lille græsplæne ved Det Gule Palæ skulle bevares. Der var også dem, som var utilfredse med, at Tingstedet skulle fjernes. Politikerne i byrådet besluttede at give grønt lys til, at græsset blev fjernet. Tingstedet endte med at blive på Stændertorvet men fik en anden placering.
Jeg var overrasket, kan jeg huske. Hvorfor kommer de her holdninger nu? Hvorfor var der ikke nogen, der talte om græsplæne og tingsted, da vi holdt borgermøde i teltet den lørdag i december? Og så forstod jeg det ikke rigtigt: Hvorfor er græsplænen så vigtig, når vi får et helt nyt, flot torv? Og hvorfor skal vi bevare Tingstedet, som slet ikke er et tingsted?
“Vi er mange, som brænder for Roskilde og vil gerne bevare byen, som vi kender den”. Dagbladet, 8. august 2013
Analyse og borgerinddragelse til et 12-tal
Jeg syntes jo, at vi havde lavet analysen og borgerinddragelsen til et 12-tal. Dialogbokse på Stændertorvet, hvor man kunne optage en lille video med sine forslag til et nyt torv. Malede traktordæk så vi fik testet, hvor der var behov for siddepladser. Borgermøde med brunkager i et telt på torvet en lørdag i december, Masser mennesker kiggede forbi mellem julegaveindkøbene. Folk virkede glade og tilfredse.
Og vi havde jo forholdt os til genius loci, stedets ånd. Det bearbejdede vinderforslag fra arkitektkonkurrencen opdelte torvet i felter, som tog udgangspunkt i Stændertorvets historie. Belægningen skulle være af granit. Et fint materiale i harmoni med de historiske omgivelser. Tingstedet var et nyt element fra begyndelsen af 1900-tallet. Et “kuriosum” blev det kaldt. Det var i vejen for fremtidens Stændertorv og alle de ting, som torvet skulle bruges til.
Reaktionen kommer, når man ser, hvad der skal ske
Problemet er bare, at folk ikke siger deres mening, når det passer en byplanlægger som mig. Det er ikke sikkert, at dialogbokse, traktordæk og borgermøde i et telt siger dem noget som helst. Måske kan de mange initiativer i virkeligheden forvirre: Hvornår skal jeg sige noget? Når protesterne kommer så sent i forløbet, så handler det ikke om at stikke en kæp i hjulet. Det havde været bedst at råbe op om græsplæne og tingsted tidligere, men folk reagerer, når de forstår, hvad der kommer til at ske.
Og jeg går galt i byen, når jeg sætter hak ved genius loci. Min forståelse af arkitektur og kulturarv er fagligt begrundet, men det er ikke Sandheden for alle. Det er muligt, at Tingstedet er et kuriosum. Det er ikke et tingsted i klassisk forstand. Det er fire bænke i et grønt anlæg fra omkring 1907, som står arkitektonisk umotiveret midt på en parkeringsplads. Men det er ikke det, byens borgere interesserer sig for.
Antropologerne ryster nok på hovedet nu
Jeg er københavner og har aldrig boet i Roskilde. Jeg forholdt mig til Tingstedet med arkitektur og kulturarv som faglige discipliner. De mennesker, som protesterede, var borgere i byen og havde været det i mange år. For dem var Tingstedet en del af deres personlige historie. Det havde altid været der. Det var her, de havde spist is med morfar. Om de fire bænke var en pastiche eller ej – det var ikke vigtigt for dem.
Hvis du er antropolog, så sidder du sikkert og ryster på hovedet lige nu. Jeg går ud fra, at det her er elementær viden for dig: Vi skal spørge til folks personlige fortællinger – ikke gå ud fra, at vi alle deler en objektiv analyse. Den findes ikke. Men jeg er arkitekt. Jeg blev ramt af byplanlæggerens blinde vinkel, og jeg er blevet klogere: Vi skal stikke fingeren i jorden og lede efter de personlige fortællinger, når vi udvikler områder med stor betydning for folk.
Tingstedet er i dag placeret i det nordøstlige hjørne af Stændertorvet ved Det Gule Palæ. Placeringen er ikke historisk korrekt, for bænkene stod mere centralt tidligere. Er det skidt, at placeringen ikke er historisk korrekt? Har det betydning for dem, der er vokset op med den oprindelige placering? Eller er det i orden, at bænkene er flyttet, så brugen af torvet er mere fri? Er det ok, når bænkene har fået en placering i et mindre hektisk hjørne af Stændertorvet end tidligere?
Her ses Tingstedets oprindelige placering, umiddelbart før det bliver flyttet. På fjerdeøverste billede her fra omkring 1912 ses Tingstedet til venstre.
