Vi byplanlæggere fokuserer på kantzonerne mellem bygningernes stueetager og det offentlige rum, fordi de er vigtige for bylivets kvalitet. I de gamle bydele gror kantzonerne ofte frem af sig selv, hvis der er plads. I de nye forsøger vi måske at fremme kantzoner med krav i lokalplanerne.

Århusgade-kvarteret i Københavns Nordhavn er et spændende sted at studere resultatet af planlagte kantzoner. Lokalplan 463 fra 2011 fastlægger, at der skal etableres kantzoner på mellem 0,6 og 4 meter omkring den nye bydels karréer. Hvordan er det gået? Hvordan fungerer kantzonerne?

I den her artikel kigger vi nærmere på de bredeste kantzoner på 3-4 meter langs Sandkaj og Trelleborggade – de private forhaver. Mange steder er der givet dispensation fra lokalplanbestemmelserne, ser det ud til. Der har nok været et ønske om at hæve og hegne forhaverne mere end tilladt.

Fire forskellige kantzonedybder i lokalplan 463

Københavns Kommunes lokalplan 463 fastlægger, at der skal etableres kantzoner langs alle facader, der vender mod det offentlige rum. Formålet med kantzonerne er dobbelt: De skal give oplevelsesrigdom og byliv til os alle, og de skal give privatliv til beboerne i stueetagen. Det er en meget sympatisk tilgang til overgangen mellem privat og offentligt, som de fleste af os kan være enige i som mål.

På lokalplanens tegning 3 er der krav om placering af kantzoner på 1, 3 eller 4 meter på udvalgte steder i Århusgade-kvarteret. De brede kantzoner er placeret ved havnepromenaden, Sandkaj, og på nordsiden af en af karréerne langs Trelleborggade. Disse kantzoner skal udformes som private, grønne forhaver og hegnes i op til 1,3 meters højde, og så må de hæves 0,4 meter over terræn.

Jeg besøger Århusgade-kvarteret en kølig fredag eftermiddag midt i coronakrisen. Der er ikke mange ude, hverken beboere eller gæster. Men arkitekturen – måden forhaverne er udformet på – og beboernes indretning af forhaverne siger alligevel en del om, hvad udviklere og arkitekter har forudset, og beboerne forventet, synes jeg.

Terræn er hævet mere end 0,4 meter

4 meter er grundlæggende en udemærket dybde på en forhave i en bymæssig kontekst. Man må have skelet til forhaverne ved de københavnske byggeforeningshuse, for dybden svarer meget præcist på forhaverne i f.eks. Kartoffelrækkerne og Humleby.

Det fremgår ikke eksplicit i lokalplanen, hvorfor de brede kantzoners terræn højst må hæves 0,4 meter over omgivelserne. Men en illustration på side 39 viser en reference fra Stockholm, hvor den lave mur kan bruges som en siddekant, der “understøtter brugen af byrummet”. Det er formentligt det dobbeltrettede sigte med kantzonerne, det handler om: De skal give noget til os alle og samtidig sikre privatliv.

Langs Sandkaj, hvor der skal etableres kantzoner i 4 meters bredde, overholder 2 ud af 6 bebyggelser loftet på 0,4 meter, vurderer jeg, dér hvor stueetagen er udnyttet til boliger. I Trelleborggade, hvor én karré skal udføres med kantzone i 3 meters bredde, er kantzonen også hævet mere end tilladt.

Hvorfor overskrides loftet så mange steder? Det er der to grunde til, gætter jeg på. Den ene grund kan være kravet i § 6, stk. 6, om at gulvkoten i stueetagen skal være mindst 0,8 meter over terræn, hvis stueetagen udnytttes til boliger. Terrænet i Århusgade-kvarteret er stort set fladt: Sammenhold kravet om en gulvkote mindst 0,8 meter over terræn med kravet om kantzone højst 0,4 meter over terræn, og du har skabt et behov for at afvikle 0,4 meter eller mere inde i boligen. Det vil mange udviklere og arkitekter nok prøve at undgå.

Kantzonen foran boligerne ud mod Sandkaj er hævet en del mere end 0,4 meter nogle steder. Til højre i forgrunden af fotografiet ses kantzonen foran en café, som ligger i niveau med havnepromenaden.

Jeg var forbi Århusgade-kvarteret midt i maj under corona-krisen. Der var få mennesker, og det var køligt. Hvordan fungerer stedet om sommeren, når der er mange mennesker? Lokalplanen viser havnepromenaden i Bo01 i Malmø som reference. Men i Malmø er sammenstødet mellem helt privat og helt offentligt ikke så kontant.

Maksimale hegnshøjder overholdes ikke

Nogle af bebyggelserne langs Sandkaj og Trelleborggade overholder ikke den maksimale hegnshøjde på 1,3 meter, anslår jeg . Det hænger sammen med, at kantzonerne er hævet mere end 0,4 meter over terræn. Det fremgår ikke af lokalplanen, hvorfor hegnshøjden skal begrænses, men det handler formentlig om at sikre afskærmning og alligevel visuel sammenhæng mellem boligen og omgivelserne. Det får man ikke med højere hegn.

Jeg tror, at udviklere og arkitekter har læst de kommende beboeres ønsker rigtigt: Hvis der skal være en smal privat forhave på 3-4 meter ud til en befærdet vej eller en populær havnepromenade, så er den nødt til at være godt skærmet mod fremmede mennesker. Dét er forklaringen på de højere hegn og grund nummer to til et terræn, som er hævet mere end 0,4 meter, gætter jeg på.

For mange mennesker føles det nok for eksponeret at bo i øjenhøjde med fremmede mennesker på så kort afstand: “De kan kigge lige ind i min stue. De kan sidde på kanten af min forhave med is og øl sommeren lang”. Bliver hegnene højere langs Sandkaj med tiden? Kommer de hævede, hegnede forhaver til at fungere bedst?

At sammenstødet mellem boliger og offentlig havnepromenade kan være vanskelig er der allerede tegn på. Beboerne ved Marmormolen klager over larm, truende unge og folk, der tisser ved hoveddøren. Også beboerne i Kronløbshuset i Århusgade-kvarteret føler sig generet af voldsomme fester og skrald, som det fremgår i denne artikel i BT.

Kantzone ved Sandkaj på hjørnet af en karré. Lokalplanen fastsætter, at hjørnerne skal bruges til udadvendte funktioner og ikke boliger og langt de fleste af dem ligger i niveau med havnepromenaden. Det er næppe et byggeteknisk problem, der er grunden til, at kantzonerne foran boligerne er hævet over terræn.

Det er svært at se, men kigger du godt efter, så står der er havetrampolin på kantzonens nederste niveau. Selvom Lüders p-hus med en håndfuld trampoliner på taget ligger 50 meter væk, så ønsker beboerne tilsyneladende en have, der kan bruges på samme måde som en almindelig parcelhushave.

Tæt relation mellem privat og offentligt i Shanghai

Jeg skal se Århusgade-kvarteret igen til sommer, når det er varmt, og der er mere liv i gaderne end en kølig maj-dag under coronakrisen. Hvordan fungerer koblingen mellem private forhaver og offentlig vej og havnepromenade, når der er mange mennesker?

I mellemtiden tænker jeg på, hvorfor mødet mellem privat hjem og offentlig gade virkede mere naturlig i Shanghai, da jeg var i Kina i november, end det ser ud til at gøre på Sandkaj. Det handler selvfølgelig om kultur. Men måske har det også noget med tværsnittet at gøre?

1. I Shanghai er det hoveddøren, der vender ud til det offentlige rum. På Sandkaj er det havedøren. Det er den mere private del af boligen og livet i hjemmet, det møder byrummet i Århusgade-kvarteret end i Shanghai.
2. På Sandkaj er der lagt op til, at fremmede skal slå sig ned på kanten af forhaven. Det gør man tydeligvis ikke i Shanghai, medmindre man bliver inviteret.
3. I Shanghai er der et smalt fortov og derefter en befærdet vej. Forskellen mellem det private fortov og den fælles vej er tydeligt markeret. På Sandkaj er overgangen mellem privat og offentlig lidt uklar. Må jeg sidde på bænken på kanten af forhaven, eller må jeg ikke?

Du kan læse mere om kantzonerne i Shanghai i min artikel “Privatlivet ude i gaderummet – kantzoner i Shanghai“.

Øverst tværsnit af Sandkaj, nederst af boligkvarteret i Shanghai. Jeg opfatter overgangene i Shanghai som mere glidende end på Sandkaj, hvor mødet mellem privat og offentligt virker meget kontant men samtidig lidt udefineret.