Vestbreddens første planlagte by virker mere som vision end virkelighed

På Vestbredden ligger palæstinensernes første planlagte by, Rawabi. Her bliver der plads til 40.000 indbyggere og 5.000 jobs inden for videnserhverv. Et middelklasse-paradis med internationale tøjbutikker og caféer. Et svalt og ordnet byliv, der virker helt anderledes end virvaret i Ramallah. Rawabis grundlægger ser byen som et projekt, som er med til at bygge nationen Palæstina. De fleste bygninger står færdige, og alligevel virker Rawabi mere som vision end virkelighed. Det viser sig, at en strid om veje og vand sætter byen på stand by. Følg med på en tur til Rawabi.

Ramallah – palæstinensernes midlertidige hovedstad – er et virvar af forskellige huse, skilte, blingbling, mennesker og lyde. På hotellet opgiver de at forklare os, hvordan vi finder en bus til Rawabi. Så vi hopper på en taxa på hovedgaden og kører mod den første planlagte by på Vestbredden. Nu kringler vi os gennem landskabet nord for byen, og der er små bebyggelser på enhver bakketop. Er det arabiske landsbyer eller israelske bosættelser? Det er ikke til at se på afstand.

Der er omkring 10 km. til Rawabi, men turen tager en times tid. Det store palæstinensiske flag ved besøgscenteret er det første, vi ser. Så drejer vi rundt om bakketoppen, og her ligger byen med udsigt til alle sider. Allerede nu er det tydeligt, at Rawabi er en helt anden slags by end Ramallah. Her er husene næsten ens. Facaderne er udført med en beklædning af sten i samme varme, hvidgule farve som bygningerne i Jerusalem.

Ramallah er et virvar af forskellige huse, skilte, blingbling, mennesker og lyde.

Tomme skaller af bygninger

Vi kører mod centrum ifølge et stort skilt, og chaufføren spørger, hvor vi vil af. Her, siger vi, på den første gade. Det er ikke rigtigt til at vide, om vi er ankommet. Er det her midten af byen? Vi stiger ud af taxaen, som vender tilbage mod Ramallah. Der er ikke et menneske, ikke en lyd. På hotellet sagde de, af vi kunne tage en bus tilbage. Det tvivler jeg på nu. Hvorfor skulle der være en bus til Ramallah, når Rawabi er tom?

Bygningerne er stort set færdige. På højre side er alle skodderne trukket for. På venstre side er vindueshullerne stadig tomme. Jeg kigger ind i et par opgange. I Ramallah ser husene halvfærdige ud. Ledninger stikker ud af væggen. Her i Rawabi er detaljerne i orden, men der bor tilsyneladende ingen i dem. Der er ingen beboere i den første opgang. I den anden bor der tilsyneladende én familie. Vejen fortsætter videre op, men vi går igennem en parkeringskælder med enkelte biler og opad en trappe.

Vi står af på den første gade i Rawabi. Er det her centrum? Bygningerne er stort set færdige, men der bor tilsyneladende ingen i dem.

Bymidte à la Qatar

For enden af trappen er vi midt i noget, der kunne ligne en bymidte: En smal gade med butikker på begge sider men ikke den slags lokale falaffelboder og taskeforretninger, som man finder i Ramallah. Her er det Lee, The North Face og Timberland, man kan købe. Det ligner mere et shoppingcenter i golfstaterne end en gade i Palæstina. Måske hænger det sammen med, at Qatar har investeret stort i Rawabi? Over stueetagen er vindueshullerne stadig tomme. Der er enkelte mennesker i gaden, men det virker som om, de ikke rigtigt har noget at lave.

For enden er gaden spærret af et banner fra facade til facade. Bagved ligger byggepladsen, men på banneret ser vi drømmen om Rawabi: Masser af mennesker i gaderne. I brochuren om den nye by er der liv alle steder. Børn, der leger med balloner. Folk, som shopper eller slapper af på en café. Der er koncert, tivoli og yoga-undervisning. Det er den globale drøm om byliv med oplevelser og shopping i sommerlune omgivelser. Men i dag lader det til, at Per og jeg er de eneste i byen bortset fra sikkerhedsvagterne og de butiksansatte.

Banneret for enden af gaden viser drømmen om Rawabi: Masser af mennesker i gaderne.

Den vigtige fortælling

Ved banneret drejer vi om hjørnet og kommer ud på en stor plads i midten af Rawabi. Det er et klassisk byrum med arkader langs siderne. Der er caféer og en isbod. En mand med walkietalkie siger hej. Han vil vide, hvad vi laver i byen, og Per snakker med hans overordnede: Vi er ikke fotografer. Vi er turister med interesse for byplanlægning. Det er tilsyneladende ok med chefen Alex, og vi kan bare ringe igen, hvis vi har spørgsmål.

Vi går ind på en af caféerne for at få en kop kaffe. En flok amerikanske studerende sidder rundt om Bashar al-Masri, palæstinensisk multimillionær fra Nablus og manden bag Rawabi. Jeg kan genkende ham fra brochuren om den nye by. Han fortæller om sin vision for byen: Palæstinensiske kritikere mener, at al-Masris projekt blåstempler besættelse af Vestbredden. Men for al-Masri handler det om at opbygge Palæstina som nation i stedet for vente på bedre tider.

En multimillionær må have travlt, tænker jeg, men fortællingen om Rawabi er afgørende: Der er 30 sider i brochuren med billeder af gæster, og al-Masri er med på de fleste. Coldplay har været her. Universitetsstuderende. Konsuler fra USA, Italien og Sverige. Jeg bladrer igennem siderne. Folk fra hele verden har været forbi men officielt ingen fra Israel.

Det er vigtigt for Rawabis grundlægger, Bashar al-Masri, at fortælle, hvad han vil med byen. Det handler om at opbygge Palæstina som nation. På billederne ses nogle af de mange, der har besøgt Rawabi. Billederne stammer fra brochuren om bydelen.

En enlig rød parasol

Vi forlader caféen og slentrer ned ad pladsen. Hen mod udsigten til Nablus, hvor de amerikanske studerende tager selfies. Så stiger de på turistbussen og kører væk. Nu er vi de eneste gæster i byen, ser det ud til. Vi finder et præsentationslokale med flotte modeller, hvor små plastikmennesker sludrer med hinanden i byrummene. På væggen hænger der otte forskellige armaturer til dit badeværelse, du kan vælge imellem. Der er skabslåger til køkkenet i rød, hvid eller træ, hvis du køber en lejlighed i Rawabi.

Der er ikke så meget mere at se. I kanten af byen fotograferer jeg en altan med potteplanter og en rød parasol. Vi begynder at overveje, hvordan vi kommer til Ramallah. En taxa kommer forbi, og chaufføren tager os med. Før vi kører tilbage, skal han sætte en ung kvinde af. Hun skal til jobsamtale hos kommunen, og rådhuset ligger åbenbart i en container. Kvinden er skeptisk, men chaufføren forsikrer om, at det er her. Jeg siger good luck, og hun går tøvende ind i containeren.

En strid om veje og vand

Tilbage i Ramallah undrer jeg mig over, at Rawabi står tom. Er det bare en dårlig idé at bygge en ny by til middelklassen på Vestbredden? Måske mangler efterspørgslen, selvom lejlighederne i Rawabi siges at blive billigere end boliger i de store byer på Vestbredden. Det er ikke til at blive klog på. Men da jeg dykker ned i Rawabis historie, viser det sig, at striden om vand og veje sætter byen på stand by. Israelere og palæstinsere kan ikke blive enige om betingelserne for en ordentlig infrastruktur.

“Building Rawabi is not only good for the Palestinian people; it is potentially good for Israel”

Citatet kommer fra en leder i Jerusalem Post den 8. marts 2010, og avisen fortsætter: Med projektet bevæger palæstinenserne sig væk fra passiv offermentalitet og aktivt frem mod en stat. Palæstinensisk fokus på byggeri skaber politisk stabilitet, og det er positivt – også for Israel. Hvorfor kan parterne så ikke blive enige?

Veje handler om sikkerhed

Rawabi ligger nord for Ramallah og den palæstinensiske by, Birzeit, hvor der ligger et universitet. Derfor er det oplagt – set i et palæstinensisk perspektiv – at bygge en vej fra Rawabi og mod syd til de 40.000 nye indbyggere i byen. Så enkelt er det bare ikke. Rawabi ligger i et såkaldt A-område på Vestbredden, som er under det palæstinensiske selvstyres fulde kontrol. Men en vej mellem Rawabi og Ramallah skal krydse landevej 465.

Landevejen ligger i et C-område, der kontrolleres af Israel. Derfor skal en ny vej fra Rawabi til Ramallah godkendes af israelerne. Indtil videre har de kun sagt ja til en mindre vej, som er for lille til 40.000 indbyggere på vej til eller fra Rawabi. Langs landevej 465 ligger de israelske bosættelser Ateret og Halamish. Bosætterne frygter, at en ny, palæstinensisk vej vil isolere dem i et område kontrolleret af det palæstinensiske selvstyre. I juli 2017 blev tre bosættere i Halamish dræbt af en palæstinenser fra en nærliggende landsby.

Kortet viser Rawabi og andre byer nævnt i artiklen. A-områder kontrolleret af det palæstinensiske selvstyre er vist med mørk beige. C-områder kontrolleret af Israel er vist med lys beige. Mellembeige indikerer B-områder, der kontrolleres af det palæstinensiske selvstyre og Israel i fællesskab. De brune områder er palæstinensiske bebyggelser, de blå er israelske bosættelser. Landevej 465 ses som en grå linje, som snor sig gennem det israelsk kontrollerede C-område*.

Vand bliver et spørgsmål om accept

Vand til Rawabi skal komme fra Umm Safa, en palæstinensisk landsby i et C-område kontrolleret af Israel. I midten af 2016 fik Rawabi 300 m3 vand dagligt. Ikke nok til byggearbejdet og byens 250 familier. Flere familier ønsker at købe en lejlighed i Rawabi, men manglen på vand begrænser, hvor mange der kan flytte til byen.

Israel har fra starten stillet krav om et møde i Joint Water Comittee som forudsætning for, at det israelske forsyningsselskab – Mekorot – ville sende vand til Rawabi. Komitéen blev stiftet i forbindelse med Oslo-aftalerne. Den skal sikre fælles aftaler mellem israelere og palæstinensere om fordeling af vand på Vestbredden. Palæstinenserne siger nej til at mødes i komitéen. De frygter, at vandforsyning til Rawabi kobles sammen med vand til bosættelserne. I deres øjne svarer det til at legitimere bosættelser på Vestbredden.

En fremtid for Rawabi?

Der er masser af udfordringer for al-Masri og Rawabi. Man kan kritisere projektet for et bybillede, som ligger langt fra hverdagen på Vestbredden. Lejlighederne er billigere end boliger i de store palæstinensiske byer. Men Rawabis middelklassedrøm kræver stadig en indtægt 20 gange højere end gennemsnitsindkomsten på Vestbredden. Projektet møder palæstinensisk modstand mod projektet af samme grund, som det roses i Jerusalem Post: Det flytter fokus fra den uafklarede situation om Vestbreddens fremtid.

Men Jerusalem Post har en pointe, som al-Masri deler, selvom de måske er uenige om Vestbreddens status og løsninger iøvrigt. Rawabi er udtryk for palæstinensisk handling. Som al-Masri siger: Det handler om at støtte en skrøbelig økonomi. Om at skabe arbejdspladser og hindre brain drain. Om at forbedre levevilkårene på Vestbredden. Til dem, som siger at Rawabi får besættelsen af Vestbredden til at tage sig godt ud, svarer al-Masri i Newsweek i 2015:

“Critics argue that this is making the occupation look good, maybe we should live in tents, maybe we should all freeze to death. I don’t know what will make the occupation look bad”

Fakta om Rawabi

  • Masterplan: 6.000 boliger med 25-40.000 indbyggere i seks kvarterer. 3-5.000 job inden for videnserhverv – herunder informationsteknologi og medicinalvirksomhed. Bycentrum med banker, butikker, tankstationer, kontorer, otte skoler, legepladser, vandrestier, to moskéer, en græsk-ortodoks kirke, hospital, hotel, biograf og et torv med arkader og spisesteder. Fodboldbane og romersk amfiteater med plads til 12.000. Der er planlagt et industriområde, men de israelske myndigheder har endnu ikke givet tilladelse
  • Jobs i byggesektoren: Opførelsen af Rawabi forventes af skabe 8-10.000 job i Palæstina. Angiveligt går en tredjedel af jobbene som arkitekter og ingeniører til kvinder, og lønningerne ligger 30 % over mindstelønnen i Palæstina
  • Privat udviklingsprojekt: Rawabi er Palæstinas største private udviklingsprojekt til omkring 1 milliard dollars. Det finansieres af den palæstinensiske multimillionær og developer Bashar al-Masri og investeringer fra Qatar, mens det palæstinensiske selvstyre står for at etablere den nødvendige infrastruktur til Rawabi
  • Historie: Rawabi blev udtænkt i forbindelse med Palestine Investment Conference i 2008, der handlede om at styrke den økonomiske udvikling i Palæstina. Byggeriet begyndte i 2010. I 2013 var 600 lejligheder blevet solgt. I dag bor der omkring 250 familier i bydelen. Uenighed om vandforsyning og veje er en vigtig grund til forsinkelsen
  • Beboere: Priserne på lejligheder ligger mellem 60.000 og 170.000 dollars. De potentielle købere er middelklassen med indtægter, der er 20 gange højere end normalt i Palæstina. Det palæstinensiske selvstyre skal godkende beboerne. Derfor er det usandsynligt at jøder kan købe en lejlighed. Men flere arabiske israelere har købt lejligheder. En del af lejlighederne er solgt til enlige kvinder og kristne
  • Oslo-aftalen: Oslo-aftalen fra starten af 90´erne deler Vestbredden op i tre slags områder; A-, B- og C-områder. A-områder er under det palæstinensiske selvstyres fulde kontrol. C-områder kontrolleres af Israel. B-områder er under delt kontrol mellem selvstyret og Israel. Aftalen gælder, indtil der er kan opnås enighed om en endelig løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Joint Water-komitéen skal sikre, at israelere og palæstinensere i fællesskab fører tilsyn med vandresurserne på Vestbredden

Masterplanen for Rawabi. De mørkegrønne områder er boligblokke, de mellemgrønne er butikker og de blå felter er spisesteder. Ind i mellem ligger der kontorer, biograf, legeland til børn, museum og fitness-center. Parkering er placeret i kælder. Den centrale plads ses i midten og øverst punktet med udsigt til Nablus.

Kilder

Før jeg besøgte Rawabi, ville jeg forholde mig til masterplan, arkitektur og byliv med fokus på oplevelser og shopping. Men Rawabis historie handler i høj grad om veje og vand. Den hænger sammen med konflikten mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Derfor bliver fortællingen uundgåeligt et spørgsmål om politik.

Jeg ønsker at præsentere historien om Rawabi så faceteret som muligt og henter derfor informationer fra Wikipedias engelske artikel. Den indeholder links til en række artikler i israelske og internationale aviser. I disse artikler kommer holdninger for og imod Rawabi til udtryk fra både palæstinensere og israelere.

Rawabi (link til Wikipedia-artikel).

*Billedet stammer fra btselem.org. Originalen er beskåret, og stednavne nævnt i artiklen er fremhævet. HBilledet bruges og må genbruges under creative commons-licens (CC BY-SA 3.0). Se det oprindelige kort her. Øvrige fotografier i artiklen er forfatterens.

Share Post :

More Posts

Skriv et svar