Vi bliver flere og flere i byerne, og samtidig virker det som om, vi bliver mere forskellige. Selv kirke og kongehus er pejlemærker, der ikke mere samler os alle. Derfor kan det virke oplagt at arbejde for inkluderende byer og byrum, hvor alle indbyggere føler sig hjemme.

Problemet er bare, at det er umuligt: Vi har intet fælles normsæt, der fortæller os, hvad det vil sige at føle sig hjemme. Det er en mere farbar vej at se byen som et sted, skriver Fenneke Wekker i “Our City – Countering Excusion in Public Space“, hvor vi hver især føler os mere hjemme nogle steder end andre.

Dét er et interessant perspektiv, som vi måske mangler at udfolde mere i vore byer? Tåsinge Plads og Lüders p-hus er eksempler på nogle af de mange fine byrum, der anlægges i disse år med fokus på at håndtere mere regnvand og opfordre til fysisk aktivititet. Men Superkilen er nok stadig bedst, når det kommer til at udfordre en klassisk opfattelse af byrummet som stedet, der favner os alle.

Enhver skal føle sig hjemme – bare ikke lige meget i hele byen

Wekker folder ud, hvad “hjemme” betyder for os, og hvad begrebet vil sige i en bymæssig sammenhæng: De fleste eksperter inden for samfundsvidenskab er enige om, at vi alle har brug for at føle os hjemme. Ikke bare i boligen men også i byen. At føle sig hjemme handler om at være tryg. Det er de situationer, hvor vi kender sanseindtrykkene, menneskene og handlemønstrene. Det føles familiært, godt og normalt.

Det betyder også, at det at føle sig hjemme er dybt personligt. Hvad “hjemme” er for den enkelte person, er grundlagt i barndommen. Derfor er det ikke så enkelt – det med at føle sig hjemme i byen – for byen er en kompleks sammensætning af meget forskellige mennesker med hver sin barndom. Det er er myriader af personer med individuelle opfattelser af, hvad “hjemme” betyder. Det trives nogle af os fint med. Vi opsøger måske ligefrem byen for at slippe for social kontrol og snærende fællesskaber.

Andre af os har brug for et fælles normsæt, som vi kan identificere os med. Uden dét føler vi os fremmedgjorte, anonyme og magtesløse. Det stiller velmenende lokalpolitikere, byplanlæggere og arkitekter over for et paradoks: Når de vil skabe byer, hvor alle indbyggerne føler sig hjemme, risikerer de at ekskludere nogle af dem. Det, der får nogle af os til at føle os hjemme, føles forkert og fremmed for andre.

Inkluderende byer og byrum kan virke nødvendige og oplagte i en tid, hvor vi synes at blive mere og mere forskellige og mangle fælles pejlemærker. Men hvis det, der får dig til at føle dig særligt hjemme, får mig til at føle mig ekskluderet, så virker det ikke som en farbar vej. Wekker anbefaler en mere nuanceret tilgang til den inkluderende by, hvor vi dropper idéen om at føle os fuldkommen hjemme alle steder, når vi træder ud af hoveddøren.

Vi skal vænne os til en light-udgave af den hjemlige by, siger hun, hvor vi føler os særligt hjemme nogle steder sammen med en bestemt slags mennesker. Vi må acceptere, at der er andre steder i byen, hvor vi ikke føler os hjemme.

Superkilen som en smeltedigel af alle og ingens “hjemme”

Superkilen på Nørrebro, som åbnede i 2012, er for mig stadig det bedste eksempel på et dansk byrumsdesign, der ikke prøver at rumme alle i fælles norm for, hvad det vil sige at føle sig hjemme. Nørrebro er et af Danmarks tættest befolkede kvarterer, og her bor der folk med 60 forskellige nationaliteter. Selv hvis arkitekten havde forsøgt, ville det være svært at favne alles opfattelse af “hjemme”.

Men det har heller ikke været intentionen: “En eller anden form for dogme har været, at der skal være plads til alle, så længe det ikke er på bekostning af, at nogle andre også kan få lov til at udleve deres drøm. Derfor er det endt med et blive et byrum, der har ret mange og ret forskellige udfoldelsesmuligheder”, siger Bjarke Ingels fra BIG Architects i interviewet “Superkilen – visionen bag projektet“, som har designet Superkilen sammen med Topotek og Superflex.

Hvis du besøger Superkilen, står du ikke med opfattelsen af et byrum, hvor Arkitekten har rullet sin designopfattelse eller en normativt “hjemme” ud over stedet. Måske oplever du, at de røde og sorte farver binder Superkilen sammen. Men dit hovedindtryk er sikkert, at byrummet er en kakofoni af forskellige objekter. På kunstnergruppen Superflex´ hjemmeside kan du finde en liste over de mange forskellige genstande, som møblerer Superkilen

Genstandene er valgt i samarbejde med de lokale beboere, og derudover afspejler de arkitekter og kunstneres vision om plads til alle og idéen om light-udgaven af den hjemlige by. Ved at kombinere et springvand fra Marokko, en bænk fra Cuba og et legestativ fra Delhi med 105 andre genstande fra resten af verden skabes der et design, hvor alle finder lidt af det, der minder om “hjemme”, men inden får lov til at rulle deres “hjemme” ud over hele byrummet.

Superkilen på Nørrebro. I forgrunden til højre ses neonskilte fra USA, Kina og Rusland og en rød skraldespand fra Storbritannien. I baggrunden til venstre anes en hvid bænk fra Brasilien og gyngebænke fra Irak. Fotografiet er taget af Orf3us i 2012. Det bruges i overensstemmelse med Creative Commons.Fotografiet øverst i artiklen er taget af Emily i 2013. Det er beskåret og rettet en smule op og bruges i overensstemmelse med Creative Commons.