”I Am Queen Mary” er en skulptur af den danske kunstner, Jeannette Ehlers, og kunstneren La Vaughn Belle, som er fra Saint Croix, en af de tidligere dansk-vestindiske øer. Skulpturen er ca. 7 meter høj. Den består af en base og selve figuren – Queen Mary – siddende i en påfuglestol med en fakkel og en sugar bill i hænderne. Skulpturen blev til i forbindelse med 100-året for salget af øerne til USA. Den er en kritisk reminder om, at den danske kolonihistorie ikke kun er eventyr, sejlskibe og papegøjer men også århundreders undertrykkelse af sorte.

Mange tak til Jeannette Ehlers for dette interview, som fandt sted over skype den 28. april 2020 i midten af corona-krisen. Formålet med samtalen var at få et indblik i den kunstneriske tænkning og tilblivelse af ”I Am Queen Mary”, der kan bruges som inspiration af eleverne i billedkunst, design og arkitektur samt design.

Billedet øverst i interviewet viser det britiske skib Brookes med dets last af slaver, som formentlig er på vej til Vestindien eller USA. Det er fundet på Library of Congress´ hjemmeside. Hvis du vil se et fotografi af skuplturen, finder du mange på nettet, hvis du googler “I Am Queen Mary”. Du kan også finde et fotografi på kunstnerens, Jeannette Ehlers, hjemmeside: http://jeannetteehlers.dk/news.html . I interviewet nævnes værket ”Whip It Good”. Du kan også se uddrag af denne performance på Ehlers hjemmeside: https://www.jeannetteehlers.dk/m4v/video21.htm

Vil du dykke yderligere ned i ”I Am Queen Mary” og tankerne bag værket, så findes der masser af materiale på skulpturens egen hjemmeside, https://www.iamqueenmary.com/

Vi taler også om La Vaughn Belles kunstneriske arbejde med koralsten, hugget ud af slaverne. Du kan se La Vaughn Belles værk ”Trading Post” her: http://www.lavaughnbelle.com/#/cities/

Monument eller skulptur?

– Allerførst vil jeg gerne sige tak for, at du vil deltage i interviewet, Jeannette. Jeg synes, at ”I Am Queen Mary” er et spændende, nutidigt eksempel på et monument i byrummet. Det stikker til mig personligt, og det gør det ekstra interessant. Jeg er vokset op med historien om Dansk Vestindien som et eventyr. Det prikker ”I Am Queen Mary” i. Og så føler jeg mig også ramt af værket som mand og som hvid.

– Monumentet er et mindesmærke over en person eller en historisk begivenhed, står der i Den Store Danske. Lad mig starte med at spørge dig, om du er enig med mig i, at ”I Am Queen Mary” er et monument? Og så vil jeg gerne vide, hvorfor du har valgt at lave skulpturen, eller monumentet om du vil? I værket ”Whip It Good” har du tidligere arbejdet med historien om dansk-vestindien som tema. Men du har ikke lavet monumenter før?

– Jeg ser mest ”I Am Queen Mary” som en skulptur, fordi det er et kunstnerisk projekt. Det er et kunstnerisk projekt, som bevæger sig i et politisk minefelt. Men jeg er enig i, at skulpturen er  et monument på den måde, at den er et mindesmærke over noget hidtil uset. Vi kan kalde det en mindeskulptur. ”I Am Queen Mary” står ved vestindisk pakhus på havnekajen i København, hvor varer til Danmark fra Dansk Vestindien blev sejlet ind. Siden 1980’erne har bygningen huset Den Kgl. Afstøbningssamling og ude foran har der stået en bronzekopi af Michelangelos David-statue – den klassiske, europæiske statue af en hvid mand. Som 98 % af alle andre statuer i København. Med ”I Am Queen Mary” sætter vi for første gang et monument over en sort kvinde ud i byen.

– Jeg har i en årrække arbejdet med historien om de tidligere dansk-vestindiske øer, i dag US Virgin Islands. Det ses blandt andet i værket ”Whip It Good”, som er en performance. Men ideen om at lave en mindeskulptur opstod i forbindelse med 100-året for salget af øerne til USA. Migrationsforsker Helle Stenum ville lave en udstilling i pakhusene i København og på Saint Croix for at genoprette forbindelse mellem Danmark og Jomfruøerne. Hun inviterede mig og Saint Croix-kunstneren La Vaughn Belle til at kuratere de to udstillinger samt at lave et mindesmærke til hvert sted. Det endte med, at Helles projekt, ”Warehouse To Warehouse”, gik i vasken på grund af økonomi. Men det lykkedes mig at holde fast i, at der skulle rejses et monument ved pakhuset i København. Og så blev skulpturen her et samarbejde mellem La Vaughn Belle og mig.

– I min opfattelse så kan monumenter blive forældede. Der er f.eks. statuen af Viggo Hørup, som står i Kongens Have. Et meget bombastisk værk fra en tid, hvor demokratiet var til diskussion – hvor parlamentarismen endnu ikke var slået igennem i Danmark. Det er en vigtig historie, men selve monumentet virker lidt bedaget, synes jeg. Hvad tænker du om det? Har monumenter med et stærkt og politisk budskab en udløbsdato?

– Det kan man måske godt sige i nogle tilfælde. Det ser vi f.eks. i USA, hvor mange af statuerne af sydstaternes såkaldte hvide ”helte” fra borgerkrigen i øjeblikket bliver fjernet, fordi de signalerer en superracistisk holdning til sorte amerikanere, som stadig kæmper mod marginalisering og hvidt overherredømme. Men jeg ved ikke med ”I Am Queen Mary”. Jeg tror, der går mange år før den uddateres, hvis overhovedet. Den er et lille skridt på vejen mod en repræsentationsligestilling og har været med til at slå sprækker i det eurocentriske verdensbillede, men der er lang vej endnu.

Hvad taler ”I Am Queen Mary” om?

– ”I Am Queen Mary” blev skabt i forbindelse med 100-året for salget af Dansk Vestindien til USA i 1917. Den blev dog først sat op på 101 års dagen for Transfer Day, den 31. marts 2018. Kan man sige, at værket handler om at stille spørgsmålstegn ved den danske fortælling om de vestindiske øer? Hvorfor er den fortælling vigtig i dag? Har ”I Am Queen Mary” været med til at rykke på opfattelsen af den danske kolonihistorie? Skal jeg føle skyld, som dansker, som hvid mand?

– Skulpturen handler blandt andet om at stille spørgsmål til den gængse fortælling i Danmark om vores fortid som kolonimagt. Det er den fortælling om de dansk-vestindiske øer som et eventyr. En fortælling, som før 2017, i høj grad prægede vores nationale selvforståelse. Og sikkert præger mange stadigvæk. I den fortælling ser vi bort fra, at de danske kolonier lige som de fleste andre europæiske kolonier byggede på slaveri. Det var et sandt helvede for de slavegjorte afrikanere, hvis blod, sved og tårer ligger gemt i hver en mursten i de bygninger der blev bygget i perioden. Mennesker hvis ubetalte arbejdskraft ligger til grund for den rigdom, kolonitiden etablerede i Danmark og Europa, for den industrielle revolution, som vi stadig nyder godt af i dag.

– ”I Am Queen Mary” handler om at synliggøre hele historien. At fylde hullerne ud og udfordre den eurocentriske fortælling. På øerne er kolonihistorien meget synlig. Her ser du den danske kolonimagts efterladenskaber overalt – f.eks. bygningerne og gadenavne, som stadig er danske. Du kan også se sporene efter kolonitiden i Danmark. Men den er på en måde mere skjult, selvom den ses overalt i form af palæer og herregårde.

– ”I Am Queen Mary” handler ikke kun om den danske kolonihistorie. Den forgrener sig til den sorte diasporas undertrykkelseshistorie. Og vigtigst af alt handler den om modstanden mod det undertrykkende koloniale system, som stadig præger vores samfund. I forbindelse med en videooptagelse af ”Whip It Good” som jeg performede i Vestindisk Pakhus/ Den Kgl. Afstøbningssamling, lavede vi et foto-shoot af performancens sorte kvindelige oprørsfigur siddende i en påfuglestol. Det er en direkte reference til et ikonisk fotografi, hvor en af grundlæggerne af Black Panthers, Huey Newton, sidder i en påfuglestol. Dette billede, taget indenfor i Pakhuset, lå til grund for mit forslag til den skulptur, der skulle placeres ude foran på kajen. Skulpturen har vakt meget stor opmærksomhed uden for Danmark, fordi værket formidler en fortælling, der har manglet på et globalt plan. ”I Am Queen Mary” handler også om kvinders synlighed. Det er et faktum, at 98 % af alle skulpturer i København forestiller hvide mænd.

– Fortællingen om udnyttelsen af sorte er vigtig i dag, fordi den har sat spor helt op til nutiden. Kapitalismen og racismen, som vi kæmper med og mod, udspringer af det europæiske koloniale projekt. I den her sammenhæng mener jeg ikke at skyld kan bruges til noget. Så du skal ikke føle skyld, men du skal derimod tage ansvar for ikke at videreføre de urimeligheder, som blev grundlagt i fortiden, og som er styrende for de magtstrukturer, vi lever under i dag. Det betyder, at du skal aflære mange af de ting, du har lært igennem tiden. Det kan være ret hårdt og sindssygt krævende. Men virkelig nødvendigt.

– Markeringen af 100-året for salget af øerne i 2017 har flyttet bevidstheden om den danske kolonihistorie – og ”I Am Queen Mary” har klart været medvirkende til at kaste lys over den skjulte historie. Den er blevet rigtig godt modtaget, selvom der selvfølgelig er nogle mennesker, som bliver vrede over skulpturen og, i en dansk kontekst, over hele debatten om vores koloniale fortid. De ser ikke relationen til i dag og vil ikke tage ansvar for noget, de ikke personligt har været involveret i. Men det skal de heller ikke. Som førnævnt handler det om, hvordan vi i dag tager ansvar på et personligt såvel som på et nationalt plan. Jeg oplever til gengæld at mange unge er mere åbne. De er ikke låste i deres opfattelse. De er vant til at tænke ukonventionelt og er f.eks. fortrolige med opløsning af binære køn og identitetspolitik, som alt sammen har rod i det koloniale projekt.

Placering ved havnefronten er afgørende

– ”I Am Queen Mary” står foran det pakhus på havnekajen i København, hvor varerne blev opbevaret, når de blev sejlet ind fra Dansk Vestindien til Danmark. Skulpturen står på den ene side af døren, på den anden side står en kopi af Michelangelos David. Selve bygningen er fyldt med klassiske, hvide statuer. På den måde er der en klar sammenhæng mellem værket og stedet. Men det er ikke sikkert, at ”I Am Queen Mary” får lov til at blive stående? Hvad vil du sige til, at skulpturen bliver flyttet, når nu den er skabt til stedet?

– Nej, det er ikke besluttet endnu, om ”I Am Queen Mary” får lov til at blive stående. Det er en vanskelig proces at få lov til at placere skulpturen ved pakhuset permanent. Og vi arbejder stadig på det.

– Der er mange, der skal spørges, og mange, der har en mening. Vi er oppe mod et kæmpe bureaukratisk system. Jeg tror ikke, at det handler om en modvilje mod ”I Am Queen Mary” som kunstværk eller mod skulpturens tema som sådan. Det er mere det, at projektet er hundrede procent kunstnerdrevet og derfor iværksat nedefra og op. Normalt foregår det jo omvendt – at nogen bestiller en skulptur til et sted, og alle tilladelser osv. er på plads, inden man går i gang.

– Kan det ikke lade sig gøre at få en permanent plads foran Pakhuset, så må vi se på, hvor skulpturen så kan stå. Det er til forhandling, men jeg synes, at det er vigtigt, at den står ved havnefronten – fordi havnen er så vigtig en del af kolonitiden.

Hun skal være et menneske, der matcher David

– Den historiske Queen Mary er en rigtig person. Hun og tre andre kvinder var ledere af et arbejderoprør mod de sortes forhold på Saint Croix i slutningen af 1800-tallet. Hun er en folkehelt på øerne i dag. Vi ved ikke, hvordan Queen Mary har set ud. De billeder, der forestiller Queen Mary, viser en stående, vred kvinde. Hvorfor har du og La Vaughn Belle valgt at vise Queen Mary siddende? Og hvorfor en figurativ skulptur?

– Det er vigtigt, at ”I Am Queen Mary” er en figurativ figur. Hun skal give Michelangelos David og de andre statuer af mænd i København et modspil. Og før hende var der er ingen repræsentation af sorte kroppe i det offentlige rum i København. Derfor er det vigtigt, at værket fremstår figurativt og menneskeligt. Vi har skabt et rum, et sted, hvor sorte og farvede mennesker kan se sig selv repræsenteret på en positiv og stærk måde. Men i virkeligheden er hun en manipulation af et menneske, ligesom David er det. Hun er resultatet af en body scan af La Vaughn Belle og mig. En hybrid. Det er vore to ansigter og kroppe kombineret. Vi har skabt en kvinde som taler til fortiden, nutiden og fremtiden.

– Det hænger meget sammen med hele intentionen med værket: Det skal bygge bro mellem Danmark og Jomfruøerne. Det er et samarbejde mellem La Vaughn Belle og mig. Det betyder, at vi har blandet vores ideer, fortællinger, kroppe og nationer. Jeg havde, som nævnt, idéen om at lave en skulptur, som viser en sort kvinde i en påfuglestol med en pisk i hånden.  

– La Vaughn Belle bidrog med ideen til skulpturens sokkel. Til sit projekt, tiltænkt pakhuset på St. Croix,  arbejdede hun på skulpturen ”Trading Post”, som består af de koralsten, som slavegjorte afrikanere blev sendt ud for at høste i havet. Koralstenene blev brugt som fundamentsten i kolonitidens bygninger på øerne, så man så dem aldrig. Oven på fundamentstenene blev bygningerne muret op af danske teglsten. Koralsten og teglsten bliver symboler: Koralstenene symboliserer de usynlige sorte og det slid, som de danske kolonier bygger på. Teglstenene symboliserer danskerne og den synlige fortælling, som vi kender.

– I udviklingsfasen foreslog Helle Stenum, at kvindefiguren kunne knyttes til Queen Mary, som jo er en signifikant del af en oprørsfortælling på øerne men fuldstændig ukendt herhjemme. Da La Vaughn og jeg besluttede at arbejde sammen om projektet opstod en del nye perspektiver. Blandt andet droppedes idéen om, at figuren skulle holde en pisk i hånden. Det ville Queen Mary aldrig have gjort, for pisken var den hvide mands afstraffelsesvåben mod de slavegjorte. Queen Mary var ikke slavegjort, eftersom slaveriet var ophævet 30 år tidligere i 1848. Men forholdene var stadig kummerlige og slavelignende. I stedet holder hun en fakkel og en sugar bill – den slags kniv, som blev brugt til at skære sukkerrør med. Det var de sortes redskaber, og det var de redskaber, de brugte til at gøre oprør med.

– Selvom påfuglestolen i ”I Am Queen Mary” stammer fra ”Whip It Good” og fotografiet af Huey Newton, så passer den godt sammen med fortællingen om Queen Mary. Hun var jo ikke en traditionel dronning, som var født til jobbet. Hun blev valgt til dronning pga. sin lederskikkelse blandt arbejderne. Derfor giver det mening, at hun sidder i en form for trone. Dog Ikke en trone som i traditionel europæisk forstand. Og selvom hendes siddende position måske for nogen virker passiv, så er dét at hun sidder en stærk demonstration af oprør. Hun nægter at stå op, nægter at arbejde.

– Og hvad med skalaen? Queen Mary er overnaturligt stor. Jeg føler mig som et lille menneske ved siden af hende. På den måde er skulpturen måske meget klassisk i sin relation med beskueren?

– “I Am Queen Mary” skal matche Michelangelos David. Derfor kan hun ikke være mindre. Faktisk ville hun være større, hvis hun rejste sig op. Det er vigtigt. Og med skulpturen har vi skabt en manifestation af modstand mod den koloniale fortælling, som ikke kan overses. Vi har udfyldt et rum, som i den grad mangler på disse breddegrader. Vi får mails fra folk, som fortæller os, at de kommer til Danmark kun for at se skulpturen. Og mange er rørte over dét, hun repræsenterer; en position som har været og stadig er underrepræsenteret i Vesten.

Sort eller irret bronze?

– Jeg vil gerne tale om farver og materialer. ”I Am Queen Mary” er lavet af et plastmateriale og hun er sort. Hvorfor er hun det? Michelangelos David og mange andre monumenter i København er lavet af bronze. Det er et mere klassisk materiale, et finere materiale i traditionel forstand.

– Vi vil enormt gerne lave ”I Am Queen Mary” i bronze, i noget mere holdbart. Lige nu er skulpturen gået i stykker. Men det handler bl.a. om penge. Det er dyrt at lave skulpturen i bronze. Og så handler det om tilladelser, som vi talte om tidligere.

– Men hvis ”I Am Queen Mary” bliver lavet i bronze, så kommer hun til at irre som David og de andre mandeskulpturer i København. Så bliver hun en del af ”det gode selskab” og ikke protest mod hele den tradition, hvor nogle slags hvide mænd og ingen andre fortjener et monument?

– Man kan godt lave bronzeskulpturer, som er sorte. Vi havde tænkt, at hun skulle være i bronze, som ville irre med tiden. Vi prøvede at male ”I Am Queen Mary” med en farve, som skulle ligne ir, men det kom til at se helt forkert ud. Skal skulpturen irre eller ej, hvis vi får lov til at lave den i bronze? Det ved jeg ikke. Det må vi finde ud af.

Interaktion

– Til slut vil jeg gerne snakke med dig om, hvordan man interagerer med ”I Am Queen Mary”. Vi har tidligere talt om størrelsen, skulpturens skala i forhold til os som mennesker og beskuere. Jeg har tænkt over soklen eller basen. På en eller anden måde kommer skulpturen til at minde om klassiske statuer som Frederik V´s rytterstatue på Amalienborg Slotsplads lige i nærheden. Det bliver distancerende, skulpturen hæver figuren op over os andre?

– Basen giver betydning. Man kan sige at det er skulpturens sjæl, da koralstenene jo bærer konkrete spor af de mennesker der fiskede dem op af havet for 200 år siden. Soklen er ikke en europæisk opfindelse. Den findes f.eks. helt tilbage i gamle ægyptiske skulpturer, så hvorfor må I Am Queen Mary ikke stå på en sokkel? Det handler om at give hende en værdighed, ligesom David og de andre mandlige skulpturer.

Vil du vide mere?

Gør du dig nogle tanker om, hvordan man kan udforme et moderne monument til et byrum, så er artiklen “The Fallen Astronaut – hvad er det monument?” noget for dig. Artiklen går i kødet på monumentets tema, placering, skala, formgivning, materialer, farver og ikke mindst – interaktionen mellem monument og beskuer.

Hvis du er interesseret i monumentets historie, så læs artiklen “Monumentet – skulpturen som politisk manifest“. Den handler om borgerskabets monumenter i sidste halvdel af 1800-tallet og opgøret med den fortælling, de formidler.