Da Apollo 15 lettede i Florida den 26. juli 1971 og satte kursen mod Månen, var der en blind passager om bord. David Scott, en af de tre astronauter i rumraketten, havde taget The Fallen Astronaut med sig uden at sige det til nogen. Det var en lille menneskelignende figur af aluminium på kun 9 cm.
Da Scott gjorde klar til at forlade Månen, efterlod han The Fallen Astronaut og en lille mindeplade som et mindesmærke over på de 14 astronauter og kosmonauter, der indtil da var døde i udforskningen af rummet. Her ligger den lille figur stadig og har ikke været set siden, for ingen af de to sidste Apollo-missioner landede i nærheden.
Inspiration fra et usædvanligt monument
The Fallen Astronaut er et udsædvanligt monument, men et monument er figuren stadig ifølge Gyldendals “Den Store Danske”: Et monument er “et skulpturelt udformet mindesmærke i form af et gravmæle eller en støtte rejst for en hædersperson eller i forbindelse med en historisk begivenhed”.
Traditionelle danske monumenter symboliserer værdier som fædrelandskærlighed. Ofte har de en central placering på torve eller i parker. Det er virkelighedstro statuer eller buster i bronze eller sten, som forestiller Danmarkshistoriens store mænd. Som regel er de placeret på baser og bag hegn, som holder beskueren på respektfuld afstand.
De gamle monumenter kan du læse mere om i “Monumentet – skulpturen som politisk manifest“. Her i denne artikel bruger vi The Fallen Astronaut som inspiration til at tænke nyt om monumentets tema, placering, skala, formgivning, materialer, farver og ikke mindst interaktionen mellem monument og beskuer.
Monumentets tema
Monumentet er et mindesmærke over en person eller en begivenhed ifølge “Den Store Danske”. Der er noget tilbageskuende over den definition. Vi mindes noget, som allerede er sket, nogen der er døde som de 14 astronauter og kosmonauter. Traditionelle monumenter peger bagud men siger stadig noget til og om samtiden: Det er glorværdigt at udforske rummet, fortæller The Fallen Astronaut, selvom det koster livet. Det er en af menneskehedens store bedrifter.
Men skal et monument nødvendigvis være tilbageskuende? Kan det forholde sig til noget, der sker nu? Eller ligefrem noget, der sker i fremtiden? Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 hædrer de danske soldater, som er omkommet i internationale missioner, men også soldater, der er udsendt nu. Det peger ud i fremtiden på alle de danskere, som mister livet rundt omkring i verden i krige, som endnu ikke er begyndt.
Kan et monument pege ud i fremtiden og huske os på noget, som hverken er personer eller begivenheder men stadig vigtigt? Olafur Eliassons “Ice Watch” bestod af 12 blokke af indlandsis fra Grønland, som blev fragtet til København i forbindelse med klimatopmødet i 2014. Her stod de og smeltede langsomt på Rådhuspladsen som et monument over klimaforandringerne.
Hvad er værd at rejse monumenter over i dag? Hvad er vi stolte over? Hvad frygter vi? Hvad skammer vi os over? Demokrati, flygtningestrømme, ulighed, angst – hvad skal vi huske os selv på?
Monumentets placering
Intet monument kan konkurrere med The Fallen Astronauts placering, som figuren ligger der i støvet på Månen, men det er heller ikke nødvendigt. Vi kan blive inspireret af den skødesløse placering i månestøvet. Vi kan bruge de nye muligheder, der er for at placere et monument, når det ikke er stort og tungt.
Traditionelle monumenter har en central placering i et byrum eller en park. De står midt på torvet eller for enden af træernes akse. Danmarksmonumentet, som blev rejst i forbindelse med kong Christian 9.s guldbryllup fortæller os, hvad placeringen betyder. Da monumentet stod færdigt, havde det en fornem placering lige foran indgangen til det nye Statens Museum for Kunst i København. Senere blev det flyttet ind mellem nogle træer i parken bagved. Den første placering signalerede stor betydning, den anden ligegyldighed.
Hvad betyder det , hvis vi lægger et monument så lille som The Fallen Astronaut i græsset i en park eller sandet på en strand? Skal det opdages? Kan det blive væk? Mister det betydning, hvis monumentet ikke længere et stort og står i midten? Eller bliver det mindre alvorligt, mindre komisk, når det ikke kræver vores opmærksomhed så insisterende?
Bliver det mere intimt, mere sart, mere menneskeligt, hvis monumentet ikke er sat på en base men kan ligge hvorsomhelst. Uhøjtideligt som billedhuggeren Brancusis skulptur af et hovede, Sleeping Muse.
Monumentets skala
Ordene “monument” og “monumental” hænger sammen, og alligevel betyder de ikke det samme. Mens monument og mindesmærke har stort set ens betydning, så peger synonymerne for monumental i en helt anden retning i Den Danske Ordbog: Grandios, overvældende, stor.
Grandios, overvældende og stort kan man f.eks. kalde Afrikaanse Taal-monumentet i Sydafrika men ikke The Fallen Astronaut. Figuren er måske overvældende, men stor er den ikke. Selvom monumenter ofte er monumentale, så behøver de ikke være det. 9 cm. er faktisk nok til at hædre 14 døde og de historiske missioner i rummet.
Hvis ikke monumentet behøver at være stort for at gøre indtryk, så er der frit valg: Monumentet kan have en størrelse, som passer til den fortælling eller følelse, som det skal formidle. Det kan have en passende skala – den rigtige målestok set i forhold til størrelsen på det rum, som monumentet er placeret i, og størrelsen på beskuerne. Det giver nye muligheder i forhold til monumentets placering og interaktionen mellem beskuer og monument.
Monumentets formgivning
I al hemmelighed blev kunstneren Paul Van Hoeydonck valgt til at designe The Fallen Astronaut. Han skabte en lille, stiliseret menneskefigur. Den måtte ikke ligne en mand eller en kvinde, ikke en sort eller en hvid person. Den skulle symbolisere både amerikanske astronauter og russiske kosmonauter, selvom de to stormagter var midt i den kolde krig.
The Fallen Astronaut placerer sig mellem det genkendeligt figurative og en abstraktion over mennesket. Monumenter kan formgives i hele spektret fra den naturtro gengivelse af en virkelig person, som det var på mode i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet, til den rene abstrakte geometriske eller amorfe figur. Frihedsstøtten i København, som blev rejst i 1797, er en obelisk – en søjle – som skal formidle glæden ved stavnsbåndets ophævelse, så de unge bønder ikke længere var tvunget til at blive på det gods, hvor de var født.
Hvad betyder det at vælge den naturtro gengivelse? Er det en bestemt person, der hædres? Eller måske flere på en gang som monumentet “Den tapre landsoldat” i Fredericia, som fejrer de danske soldater, der døde i den første slesvigske krig? Berører det os mere, når vi kan se et menneske eller en isblok fra Grønland? Er der situationer som ved stavnsbåndets ophævelse, hvor man er nødt til at vælge den abstrakte form, fordi der ikke findes en naturtro figur, som kan fortælle historien?
Monumentets materialer og farver
The Fallen Astronaut er lavet af aluminum, og det er ikke tilfældigt. Figuren skulle være let, og materialet robust, så det kunne holde til de ekstreme temperaturer på Månen. Klassiske monumenter er som regel lavet af marmor eller bronze. Dyre og tunge materialer i modsætning til aluminum, der signalerer soliditet og værdi.
Det er interessant at overveje det materiale, som et monument er lavet af. Hvilken betydning giver det til monumentet, hvis det er støbt eller mejslet i dyre og uforgængelige materialer? Hvordan opfatter vi et monument, som er bygget i træ eller samlet af gummi, plastik og glasfiber som Eva Hesses skulpturer – materialer, som vi normalt bruger til bildæk, emballage og både? Hvad signaler monumenter af is som Olafur Eliassons installation Ice Watch, der langsomt bliver til vand og forsvinder?
Hvad sker der, hvis vi kombinerer forskellige materialer? Hvis vi bruger vilde farver? Materialer, der dufter, lugter eller smager af noget som Piero Manzonis lort på dåse og Yoko Onos grønne æble?
Interaktion med monumentet
Frederik 5.´s rytterstatue på Amalienborg Slotsplads i København er placeret højt på en base. Kongen er hævet flere meter, og basen er omgivet af et gitter. Symbolikken er tydelig: Kongen er over os, og vi almindelige mennesker skal beundre ham på afstand. Den tilgang til interaktionen mellem monument og beskuer er klassisk: Monumentet er alvorligt og ærværdigt. Vi kan se på det, ikke røre.
The Fallen Astronaut kan vi naturligvis ikke interagere med. Figuren ligger i Palus Putredinis på Månen, og spørgsmålet er, om noget menneske overhovedet kommer til at se eller røre den igen. Men det er ikke så vigtigt. Det er stadig interessant, at et monument som The Fallen Astronaut giver mulighed for et helt andet samspil mellem monument og beskuer end traditionelle mindesmærker – hvis altså det lå på Jorden.
The Fallen Astronaut er ikke hævet på en base, så vi føler os små og underdanige. Den er ikke omgivet af et gitter, der holder os på afstand. Figuren er så lille, at vi kan røre den og holde den i hånden. Vi kan kaste den, gemme den, putte den i lommen og tage den med os, hvis vi vil. Vi kan interagere på en helt anden og langt mere personlig måde med monumentet.
Vil du vide mere?
Så skal du læse artiklen “I Am Queen Mary“. Den handler om et nutidigt monument, som gør op med den traditionelle fortælling om de dansk-vestindiske øer og sætter fokus på, at Danmarks kolonieventyr bygger på slavegørelsen af afrikanere.
Hvis du er interesseret i monumentets historie, så læs artiklen “Monumentet – skulpturen som politisk manifest“. Den handler om borgerskabets monumenter i sidste halvdel af 1800-tallet og opgøret med den fortælling, de formidler.
