Urbaniseringen har de samme konsekvenser i Oslo som i København og Århus: Boligpriserne stiger voldsomt, og det bliver sværere for lavindkomstgrupperne at finde boliger, de kan betale. Når udfordringen er den samme som i Danmark, er det interessant at se på, om vi kan lade os inspirere af norske løsninger. Ejerboligen er den meste udbredte boligtype i Norge, og den norske strategi for boliger til borgerne med de laveste indkomster er at hjælpe dem med at købe egen ejerbolig.

Fra huslejeregulering til hjælp til boligkøb

I Danmark prøver vi at sikre billige boliger. Vi har en stor almen og offentligt støttet boligsektor, og vi kan bruge lokalplanerne til at stille krav om, at 25 % af ny boligmasse skal være almene boliger. Huslejeniveauet i ældre almene boliger er forholdsvist lavt. Det samme gælder private udlejningsboliger i ejendomme opført før 1992. Kommunerne har anvisningsret til 25 % af de almene boliger, så nogle af de billige boliger kan komme til dårligst stillede borgere til gode.

Nordmændene droppede den slags huslejeregulering og subsidier til socialt boligbyggeri i 1980´erne med det, der er blevet kaldt “den boligsociale vendingen”. Her gik man over til at hjælpe de svageste grupper ind på det private boligmarked i stedet for at øge udbuddet af billige boliger. Tre redskaber blev taget i brug i en ny boligstrategi: Kommunale lejeboliger, boligstøtte og hjælp til at købe egen bolig.

Denne artikel tager udgangspunkt i Nordregios rapport “Building affordable homes: Challenges and solutions in the Nordic Region”, som udkom den 30. marts 2020. Nordregio er et forskningscenter, som er etableret af Nordisk Ministerråd. Forskningscenteret interesserer sig blandet andet for byplanlægning.

Kommunale lejeboliger, boligstøtte og hjælp til at købe egen bolig

Man kan sige, at kommunale lejeboliger ser ud til at være en traditionel løsning, der handler om at udvide udbuddet af boliger til lavindkomstgrupperne. Men kommunerne råder kun over 2 % af de norske boliger – hvoraf en del af boligerne er privatejede – og så er de ikke billige. Lejen fastsættes som regel på markedsniveau. I stedet for en billig husleje så får beboerne boligstøtte og andre overførselsindkomster, hvis de ikke selv har råd til at betale.

Der er altså ikke noget incitament til at blive i en af de kommunale lejeboliger. Den er ikke billigere end tilsvarende private udlejningsboliger, og boligstøtten bliver fastlagt på grundlag af bl.a. indkomst og husstandens størrelse – ikke boligtype. De kommunale lejeboliger er da også tænkt som en midlertidig løsning for den enkelte husstand: Typisk kan man kun få lov til at blive boende i 3 år. Målet er, at beboerne skal leje en bolig på det private boligmarked eller købe egen bolig.

Norges boliger er hovedsagligt private. 80 % af de norske husstande køber og sælger deres boliger på det frie marked. Siden 2003 har det været muligt for borgere med lav men stabil indkomst at søge offentlig støtte til at købe egen bolig. Er det for stor en mundfuld, kan man også købe en del af boligen og leje resten af kommunen. Lejen ligger en smule over den reelle udgift, så lejeren sparer op til at købe hele boligen.

Inspiration til Danmarks indsats for bolig til lavindkomstgrupper?

Der er noget sympatisk over den norske model, hvor lavindkomstgrupperne hjælpes ind på det private boligmarked. Er de fattigste nordmænd først kommet ind på ejerboligmarkedet, får de måske nemmere ved at flytte videre end de danske lavindkomstgrupper, der er låst fast i huslejeregulerede boliger med boligstøtte? Problemet med Norges strategi er bare, at den har vist sig at skabe segregering, og så hjælper den kun de allerdårligst stillede.

Kvarterer med mange kommunale lejeboliger har flest beboere med lav indkomst. Det er ingen overraskelse. Men det viser sig også, at ordningen med hjælp til at købe egen bolig fremmer segregeringen. For de billigste ejerboliger ligger i de samme kvarterer som lejeboligerne, og lavindkomstgrupperne går efter at få flest muligt kvadratmeter for pengene. Det betyder, at disse grupper koncentreres – uanset om beboerne er lejere eller ejere.

Kun 7 % af nordmændene er berettiget til boligstøtte, og det kun dem med de laveste indkomster, der er omfattet af muligheden for hjælp til at købe egen bolig. Det gælder f.eks. ikke længere de unge, og det gør det svært for dem at komme ind på boligmarkedet. Det har vist sig, at det har stor betydning for unge, om de har forældre, der kan hjælpe med det første boligkøb.