Påvirkning af odderen skulle have været undersøgt

Det er ikke nok at konstatere, at odderen påvirkes moderat af et nyt solenergianlæg. Miljøvurderingen skal forholde sig nærmere til, hvor og hvornår anlægsarbejderne finder sted. Det fastslår Planklagenævnet i afgørelsen om et nyt plangrundlag for et solenergianlæg i Brønderslev Kommune.

Bliver odderen påvirket af solenergianlæg?

Brønderslev Kommune vedtager et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan, som skal åbne mulighed for et nyt solenergianlæg på ca. 140 ha. Det nye plangrundlag er miljøvurderet.

Danmarks Naturfredningsforening klager til Planklagenævnet over vurderingen. Planområdet grænser op til et Natura 2000-område. Foreningen er bekymret for påvirkningen af odderen, der er på habitatsområdets udpegningsgrundlag.

Nærmere vurdering af påvirkningen mangler

I miljøvurderingen fremgår det, at anlægsfasen kan medføre en moderat påvirkning af odderen. Men der mangler en nærmere vurdering, som beskriver, hvor og hvornår anlægsarbejderne finder sted.

Det er vigtigt, fordi odderen er særligt sårbar på visse tidspunkter af året. Desuden er det sandsynligt, at den benytter grøfter inden for planområdet.

Nyt plangrundlag ophævet pga. væsentlig, retlig mangel

Når der ikke er foretaget en nærmere påvirkning af odderen i anlægsfasen, så kan det ikke udelukkes, at påvirkningen af habitatsområdet vil være væsentlig.

Det er en væsenlig, retlig mangel. Derfor ophæver Planklagenævnet miljøvurderingen og dermed også tillægget til kommuneplanen og lokalplanen.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om solenergianlægget i Brønderslev.

Brønderslev Kommunes tillæg 1 til kommuneplanen og lokalplan  32-T-33.01.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts

Skriv et svar