Den innovative medborger

Ofte møder kommunerne de utilfredse borgere, når der er borgermøde om ny planlægning. Hvordan skaber vi rummet for, at dialogen med borgerne bliver anderledes og konstruktiv? For at borgerne kan være med til at udvikle byen?

Mellemformsplaner, helhed af byliv og byrum, aktiv kommune. Undersøgelsen blev udført i efteråret 2015 i forbindelse med mit masterstudie i strategisk byplanlægning. Den tager afsæt i en ny type mellemformsplaner, som kommunen er begyndt at arbejde med inden for de eneste 5-10 år: Udviklingsprogrammet. Der er udarbejdet fem udviklingsprogrammer i Roskilde Kommune – den ene af dem for bymidten i Roskilde, som min undersøgelse fokuserer på. Formålet med udviklingsprogrammerne er en mere helhedsorienteret tænkning om, hvordan vi byudvikler. Det er ikke længere nok, at kommunen udarbejder lokalplaner og venter på, at nogle andre aktører kommer og realiserer dem. Nu er det nødvendigt at arbejde mere bredt: Aktørerne uden for rådhuset skal være med til at bestemme, hvad der skal ske. Der skal være fokus på bylivet og ikke kun de fysiske rammer. Kommunen skal aktivt understøtte sine visioner ved at afsætte penge til at realisere nogle af idéerne – både når det kommer til anlægsprojekter og til bylivsaktiviteter.

Samproduktion er det nye sort – også i Roskilde. Samproduktion, hvor det offentlige udvikler sammen med markedet og civilsamfundet er en trend i disse år, og det er et fokusområde i Roskilde Kommune. I kommunens udviklingsprogrammer lægges der op til, at borgerne er med til at realisere visionerne, men også at kommunen vil tage i mod de gode idéer, der kommer udefra. I “Den innovative medborger” laver jeg en kvalitativ undersøgelse af, hvordan det går med samproduktionen. Jeg har interviewet syv forskellige parter, der på den ene eller den anden måde har en aktie i bymidten: Handelsstandsforeningens formand. En ildsjæl fra Roskildes udefinerlige, kreative centrum – Insp. Museumsdirektøren. Formanden for bevaringsforeningen. Den engagerede borger. Planchefen og lederen af nye initiativ – Byens Hus, et moderne medborgerhus, hvor rammerne for udfoldelse er frie. Jeg har spurgt dem, hvordan de oplever samproduktion i bymidten.

Opbakning og plads til forbedringer. Min undersøgelse konkluderer, at der generelt er opbakning til samproduktion over hele linjen. Men der er også plads til forbedringer:

  1. Dialog frem for høring: Høringen er stadig kommunens foretrukne måde at spørge borgerne på. Når man kun har én chance for at mene noget, så bliver man mere egoistisk og skarp i sine formuleringer. Høringer skaber konfrontation. Der er behov for tid til dialog, hvor man blive klogere på andres synspunkter og måske skifte mening
  2. Ejerskab: Udviklingsprogrammets projekter er stadig opfundet af kommunen. Kommunen må hellere stille spørgsmål til borgerne end komme med alle svarene selv. Det svækker lysten til at engagere sig, når man ikke selv har fundet på idéerne
  3. Det abstrakte skal være konkret: Det er svært for borgerne at engagere sig i de overordnede beslutninger, som kan være alt for abstrakte. Holdningerne kommer, når visionerne bliver til konkrete projekter. Ingen kan have noget mod fortætning i bymidten som idé. Men mange har noget mod det parkeringshus, som skal bygges, for at give plads til fortætning andre steder. Der er behov for at konsekvenserne af abstrakte visioner bliver konkrete
  4. Udviklingsprogrammet som redskab: Nogle af de interviewede spørger, om udviklingsprogrammet er det rigtige redskab for samproduktion. Det er et langt tekstdokument, som de færreste måske har tid og lyst til at sætte sig ind i. Og det er statisk, så det er svært at justere løbende, når holdningerne ændrer sig

Se udviklingsprogrammet for bymidten og handleplanen, som følger op på programmets visioner.

 

 

Share: