Er det meget lang tid siden, et byggearbejde er udført? Så mister kommunen muligheden for at håndhæve lokalplanen, hvis ikke der er tale om tungtvejende retshåndhævelsesinteresser. Det viser en afgørelse i Planklagenævnet om to kviste i Hellerup, som blev etableret for 17-18 år siden.
Nej til overskridelse af bebyggelsesprocent
I 2023 siger Gentofte Kommune nej: Kommunen vil ikke give en lovliggørende dispensation til to kviste på et parcelhus i Hellerup. Godkendes kvistene, vil det medføre en bebyggelsesprocent på 26,24. Lokalplanen fastsætter, at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25.
Kommunen vil begrænse tætheden i området for at fastholde områdets karakter. Kommunen er også bekymret for risikoen for præcedens – at andre grundejere får ret til noget tilsvarende. Grundejeren klager til Planklagenævnet over afgørelsen.
Har parcelhusejeren berettigede forventninger?
Der er ikke tvivl om, at kvistene medfører en overskridelse af bebyggelsesprocenten, som kræver dispensation, fastslår Planklagenævnet. Men grundejeren mener, at der er tale om indrettelseshensyn. Kvistene blev etableret for 17-18 år siden.
Indrettelseshensyn betyder med andre ord, at parcelhusejeren har berettigede forventninger om, at kommunen ikke vil kræve kvistene fjernet. Berettigede forventninger kan opstå, hvis et byggearbejde er udført for “meget lang tid siden”, skriver Planklagenævnet. Hvis det er tilfældet, kan kommunen være afskåret fra at sige nej til at dispensere – også selvom kommunen ikke har udvist myndighedspassivitet.
Ikke tungtvejende retshåndhævelsesinteresser
I sagen om kvistene i Hellerup afgør Planklagenævnet, at grundejeren har berettigede forventninger. Spørgsmålet er, om der er så tungtvejende retshåndhævelsesinteresser, at kommunen kan afvise en dispensation. Det mener nævnet ikke, at der er. Kommunens afslag på at dispensere ophæves.
Nævnet lægger vægt på, at kvistene medfører en begrænset forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 26,08 til 26,24. Naboerne har ikke klaget. Grundejeren vidste ikke, at kvistene var i strid med lokalplanen. En dispensation afskærer ikke kommunen fra at håndhæve bebyggelsesprocenten i andre tilfælde.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om kvistene i Hellerup.
Se også en række lignende afgørelser, hvor kommunens ret til håndhævelse af lokalplanen ophæves af Planklagenævnet:
- I en afgørelse om en garage og en tilbygning for tæt på naboskel i Hvidovre ophæver Planklagenævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse. Der er gået mindst 53 år, siden bygningerne blev opført. Indrettelseshensyn vejer tungere end retshåndhævelsesinteresser.
- I en afgørelse om et udhus i Virum for tæt på vejskel ophæver Planklagenævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse. Der er gået mindst 27 år, siden udhuset blev opført. Nævnet lægger bl.a. vægt på, at der er tale om en bygning af begrænset omfang.
- I en afgørelse om et skur i Brøndby Strand for tæt på vejskel ophæver Planklagenævnet kommunens afslag på en lovliggørende dispensation. Det er gået mindst 19 år, siden skuret blev opført. Naboerne har ikke klaget, grundejeren vidste ikke, at placeringen var i strid med lokalplanen, og en dispensation medfører ikke risiko for præcedens.
- Læs også Planklagenævnets orientering 40 om indrettelseshensyn fra januar 2024.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, siden som selvstændig byplankonsulent og nu som projektleder i Dansk Byplanlaboratorium.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.










