En kommune har pligt til at vejlede, og vejledningen gør ikke kommunen inhabil, hvis der er tale om generel vejledning. Det viser Planklagenævnets afgørelse i en sag fra Københavns Kommune.
Københavns Kommune afgør, at 14 ungdomsboliger kan opføres i overensstemmelse med lokalplanen. En grundejerforening klager. Foreningen mener, at der er tale om myndighedsinhabilitet, fordi kommunen har haft et særligt tæt samarbejde med bygherren og vejledt mere end nødvendigt.
En kommune har pligt til at vejlede, skriver Planklagenævnet, og kommunen må i den sammenhæng gerne “tilkendegive, i hvilket omfang der vil kunne forventes en dispensation”. Så længe der er tale om “generel vejledning” er der ikke tale om myndighedsinhabilitet.
I sagen fra København er der ikke noget, der indikerer, at kommunen handler partisk. Derfor er kommunen ikke inhabil, når der træffes en afgørelse om ungdomsboligerne.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om ungdomsboliger i København.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003 – først i kommunal forvaltning, siden som selvstændig konsulent og nu som projektleder i Dansk Byplanlaboratorium.
Planklagenævnets afgørelser er ofte lange og detaljerede. Jeg læser dem for at blive klogere og deler her et hurtigt overblik. Dette er ikke en juridisk tolkning. Vil du vide præcist, hvad nævnet har skrevet, finder du linket ovenfor.











