Er der myndighedsinhabilitet, skal begrundelsen være særligt udførlig

En kommune er myndighedsinhabil, hvis kommunen selv er part i sagen, når der træffes en afgørelse. Det stiller krav om, at kommunen adresserer inhabiliteten i sin afgørelse, at at begrundelsen for afgørelsen er særligt udførlig. Ellers ophæves afgørelsen, hvis den lander på Planklagenævnets bord.

Busvendeplads forudsætter dispensation

Ballerup Kommune dispenserer fra lokalplanen, så der kan etableres en busvendeplads i en kolonihaveforening. Danmarks Naturfredningsforening klager til Planklagenævnet over afgørelsen.

Nævnet vurderer, at vendepladsen kræver dispensation. En dispensation strider ikke mod lokalplanens principper. Men Planklagenævnet mener, at kommunen mangler at begrunde, hvorfor der skal dispenseres. I denne sag er manglen så vigtigt, at dispensationen ophæves.

Når kommunen er myndighedsinhabil

I sagen om busvendepladsen er Ballerup Kommune selv ansøger. Kommunen er part og derfor myndighedsinhabil, konstaterer Planklagenævnet. Når en myndighed er inhabil, skal myndigheden “substitueres med en anden myndighed”. Er det ikke muligt, gælder nogle særlige forholdsregler.

Når en kommune skal træffe en afgørelse, hvor den er inhabil, skal inhabiliteten adresseres. Desuden skal kommunen begrunde sin afgørelse særligt udførligt.

Begrundelse mangler – dispensation ophæves

Ballerup Kommune har kun beskrevet i sin afgørelse, at busvendepladsen kræver dispensation. Kommunen har ikke forholdt sig til, hvorfor der skal dispenseres. Det er ikke beskrevet, hvilke hensyn der er lagt vægt på.

Det er altså ikke tilstrækkeligt grundigt vurderet, om der skal dispenseres, afgør Planklagenævnet. Og i dette tilfælde – hvor der er tale om myndighedsinhabilitet – så er det en så væsentlig retlig mangel, at dispensationen ophæves.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om busvendepladsen i Ballerup.

Ballerup Kommunes lokalplan 14.

Læs også nævnets afgørelse om sagen om et ungehus i Rødovre, afgørelsen om en kunstgræsbane i Sønderborg og afgørelsen om et havnekontor i Klintholm Havn. I alle tre sager ophæver Planklagenævnet kommunens dispensation på grund af myndighedsinhabilitet.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003 – først i kommunal forvaltning, siden som selvstændig konsulent og nu som projektleder i Dansk Byplanlaboratorium.

Planklagenævnets afgørelser er ofte lange og detaljerede. Jeg læser dem for at blive klogere og deler her et hurtigt overblik. Dette er ikke en juridisk tolkning. Vil du vide præcist, hvad nævnet har skrevet, finder du linket ovenfor.

Share Post :

More Posts