Hvor mange etager er der tale om i planlovens forstand? Det afhænger af, hvor bygningen fremtræder for naboer og forbipasserende. I sagen om et enfamiliehus på Frederiksberg afgør Planklagenævnet, at kælderen ikke skal opfattes som en regulær etage.
Et nyt enfamiliehus er i overensstemmelse med lokalplanen, afgør Frederiksberg Kommune – det gælder bl.a. etageantallet. En nabo klager til Planklagenævnet: Kommunen har godkendt et byggeri i 3 etager, mener naboen. Lokalplanen tillader kun bygninger i op til 2 etager.
Planklagenævnet fastholder kommunens afgørelse. Om der er tale om 2 eller 3 etager – det afhænger af, hvordan enfamiliehuset fremtræder for naboer og forbipasserende. Kælderen er ikke fritlagt, og loftet ligger lavere end 1,25 meter over terræn. Derfor fremtræder huset i 2 etager, afgør nævnet.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om enfamiliehuset på Frederiksberg.
Frederiksberg Kommunes lokalplan 99.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.